Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den tidligere marinesoldat sergent Tyler Vargas-Andrews afgav vidneforklaring, hvor han beskrev stanken af menneskekød under en stor røgfane, mens skrig fra børn, kvinder og mænd lød i lufthavnen i Kabul, efter at to selvmordsbomber var gået af.
– Jeg ser ansigterne på alle dem, vi ikke kunne redde. Dem, vi lod være tilbage, siger den tidligere soldat ved høringen.
Han mistede ifølge AP selv et ben og en arm under tilbagetrækningen.
– Tilbagetrækningen var efter min mening en katastrofe. Og der var en utilgivelig mangel på ansvarlighed.
Det er Det Republikanske Parti i Repræsentanternes Hus, der har sat en undersøgelse af Biden-administrationens håndtering af tilbagetrækningen fra Afghanistan i gang.
Onsdagens høring er den første af, hvad der ventes at blive en række høringer i sagen.
Taliban indtog Afghanistans hovedstad, Kabul, langt hurtigere, end amerikanske efterretninger havde forudset, da USA trak sine styrker fra landet.
Kabuls fald gjorde Vestens tilbagetrækning til en fiasko.
Lufthavnen i Kabul blev centrum for en desperat evakuering, hvor også mange afghanere forsøgte at forlade landet.
Størstedelen af de vidner, der afgav forklaring onsdag, mener, at Kabul faldt som resultat af en amerikansk fiasko.
Forklaringerne onsdag fokuserede ikke på den amerikanske beslutning om at trække sig fra Afghanistan.
I stedet var fokus på, hvad vidnerne beskrev som et desperat forsøg på at redde amerikanske borgere og afghanske allierede med sparsom planlægning og støtte fra USA.
Også en pensioneret løjtnant ved navn Scott Mann afgav onsdag forklaring. Han sagde, at han mener, at USA har opbygget sig et væmmeligt rygte for at lade allierede i stikken.
– Vores veteraner ved noget, som denne komité måske burde overveje: Det kan godt være, at vi er færdige med Afghanistan, men Afghanistan er ikke færdig med os.
/ritzau/
Andre læser også