Det skriver Institut for Krigsstudier (ISW) i Washington D.C. i sin nyeste opdatering lørdag aften amerikansk tid.
Tænketanken begrunder vurderingen med, at de sidste lejlighedskomplekser, som Wagner-gruppen hævder at have fået kontrol med, ikke er af militær betydning.
– Erobringen giver ikke russiske styrker noget terræn til at fortsætte offensive aktioner i noget operationelt henseende, skriver ISW.
Ej heller giver det ifølge tænketanken Rusland nogen særligt stærke positioner at forsvare sig mod ukrainske modoffensiver fra.
Samtidig noterer ISW, at Ukraine fortsætter sine modoffensiver på Bakhmuts flanker.
Og med modoffensiver nord, vest og sydvest for byen vil det komplicere russiske fremskridt hinsides Bakhmut.
Ukraine har afvist påstanden fra Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, om, at hans soldater lørdag tog fuld kontrol over byen.
Tænketanken har samtidig heller ikke set nogen videooptagelser, der bekræfter Wagner-lederens påstand.
Ifølge ISW har Jevgenij Prigozjin sagt, at Wagner-gruppen vil overlade kontrol med byen til russiske styrker 25. maj.
Det ses dog ifølge ISW som usandsynligt, at den private militære gruppe vil være i stand til at etablere solide defensive stillinger og konsolidere fremgangen i Bakhmut til den tid.
– Tilbagetrækning, mens man stadig er i kontakt med fjenden, er en usædvanligt svær opgave, som det næppe er sandsynligt, at Wagner-gruppens styrker vil kunne udføre inden for fem dage, skriver ISW.
I stedet spekulerer tænketanken i, at Jevgenij Prigozjins kommentarer kan være “et groft forsøg på at vildlede ukrainske styrker til at foretage en modoffensiv igennem Bakhmut.
/ritzau/
Andre læser også