Ulykken kostede 57 mennesker livet.
Over 40.000 mennesker har samlet sig foran parlamentet, hvor råbet “mordere” lyder.
Der er vrede mange steder i Grækenland over landets nedslidte jernbaner, og over at politikerne i årevis har negligeret problemet.
AFP rapporterer, at snesevis af hætteklædte unge kaster molotovcocktails mod kampklædte politifolk.
Demonstranterne tæller blandt andre transportarbejdere, studerende og lærere.
Tusindvis af mennesker er på gaden også i Thessaloniki i det nordlige Grækenland. Her kaster demonstranter sten mod regeringsbygninger.
Demonstrationerne finder sted i forbindelse med en 24-timers strejke, som en række fagforeninger har indkaldt til.
Ulykken skete i sidste uge. Her stødte et passagertog på vej fra Athen til Thessaloniki frontalt ind i et modkørende godstog. Mange af de 350 passagerer var studerende.
Der har siden været adskillige demonstrationer rettet mod regeringen og myndighederne over den ringe tilstand, de græske jernbaner er i.
/ritzau/Reuters
Andre læser også