AVIZ

Sydbank har fundet arvtager til mangeårig topchef

Sydbank i Aalborg

Det skriver banken i en børsmeddelelse mandag morgen.

Det bliver Mark Luscombe, som tager over efter Sydbanks administrerende direktør gennem 13 år, Karen Frøsig.

Banken meddelte fredag, at hun ønsker at gå på pension i løbet af det nye år.

Luscombe kommer fra en stilling som landechef i den svenske bank SEB.

Den 54-årige dansker bliver i første omgang indsat som bankdirektør, hvilket sker med henblik på at overtage stillingen som administrerende direktør.

Tiltrædelsen sker efter planen 1. april.

Sydbank forklarer i mandagens meddelelse, at den har ønsket at finde en afløser, som kan fortsætte den retning, Frøsig har været med til at sætte.

– Samtidig har vi ønsket en kandidat, der kan sikre den fortsatte kompetencemæssige bredde i direktionen, når Karen Frøsig stopper.

Frøsig startede i banken i 1994. Først som chefjurist og siden 2008 som medlem af direktionen.

– Det er et langt, tæt og godt samarbejde med Karen Frøsig, der slutter næste år, sagde bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen fredag.

– Gennem mange forandringer og udfordringer har Karen Frøsig i alle 13 år sikkert ledt Sydbank til at blive den stærke bank, den er i dag.

– Sydbank er i dag i absolut topform og blandt de allerbedst performende banker i Danmark. Det er vi stolte af, lyder det videre.

Særligt de seneste år har Sydbank nydt godt af en voksende indtjening – særligt drevet af stigende renter.

Det var sidste år medvirkende til, at banken tjente 1,9 milliarder kroner.

I år ventes det resultat at vokse betragteligt til op mod 2,9 milliarder kroner.

Sydbank har cirka 2100 ansatte og 55 filialer.

/ritzau/

Andre læser også