AVIZ

Swiatek ordner tjekke og vinder tredje French Open

TENNIS-FRA-OPEN-2023
TENNIS-FRA-OPEN-2023 (Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix)

Med en sejr på 6-2, 5-7, 6-4 over Karolina Muchova tog den 22-årige polak således sin tredje triumf i grand slam-turneringen French Open.

Verdensetteren var efter en time foran 6-2, 3-0 og på kurs mod en knusende sejr, men Muchova bed fra sig og skabte en meget afvekslende og spændende finale.

Der var også en del fejl i løbet de knap tre timers finale, og slutteligt vandt Swiatek kampen, da Muchova til et dybt suk fra publikum lavede en dobbeltfejl.

Muchova står noteret for en af meget få sejre over Swiatek på grus, men den sejr ligger fire år tilbage, og efter bare ti minutter af lørdagens finale lignede det langt fra en overraskelse i Paris.

Verdensetteren kom således blæsende ud på Court Philippe-Chatrier og bragte sig foran 3-0, inden Muchova nåede at svinge ketsjeren særligt mange gange i sin første grand slam-finale nogensinde.

Verdens nummer 43 lavede godt nok ti vindere – dobbelt så mange som Swiatek – i første sæt, men fejlene var også talrige, og det blev kostbart for den 26-årige tjekke.

Efter mindre end tre kvarter var Swiatek foran med et sæt, og bare et kvarter senere var hun også oppe 3-0 i andet sæt og på vej mod en suveræn sejr.

Muchova havde indtil da virket i total vildrede og totalt blottet for selvtillid. Men efterfølgende valgte hun tilsyneladende at slippe tøjlerne og give los, og det gav et skift i momentum.

Tjekken gik langt mere offensivt til værks, og efter et godt serveparti brød hun også en ikke specielt godt servende Swiatek til stor glæde for det tennishungrende publikum på lægterne.

Efter endnu et godt serveparti stod det pludselig 3-3, selv om Swiatek sikkert servede sig på 4-3, var problemerne åbenlyse. Muchova var ovenpå, og med opbakning fra lægterne blev hun den første, der tog et sæt fra Swiatek i polakkens seneste 11 kampe.

Det skyldes ikke mindst, at Swiateks serv var forfærdelig ringe i sidste del af andet sæt.

Muchovas var kun marginalt bedre, men tjekken havde til gengæld marginalerne med sig. Ikke mindst i et par vilde dueller ved 6-5, hvor en fightende Swiatek forgæves afværgede to sætbolde.

Swiatek råbte sine frustrationer ud i starten af tredje sæt, da nedturen fortsatte med to hurtige partier til Muchova. Og det hjalp muligvis.

I hvert fald fik storfavoritten vendt skuden og tog tre partier i træk. Muchova kæmpede sig foran 4-3, men Swiatek havde den sidste og afgørende skarphed samt ikke mindst stabilitet til forskel fra Muchova.

Ud over sine tre triumfer i French Open – i 2020, 2022 og 2023 – vandt Swiatek sidste år også US Open og står dermed noteret for fire grand slam-titler.

/ritzau/

Andre læser også

Skab den fedeste fest

    Det kan være, at du snart har fødselsdag eller der er en anden vigtig begivenhed, der skal fejres. Derfor bør du overveje, hvordan du får stablet en fed fest på [...]
    Læs mere