AVIZ

Svensk regionspolitichef er fundet død i sit hjem

Udrykning
Udrykning (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det oplyser svensk politi ifølge nyhedsbureauet TT onsdag aften.

Klokken 19 fik politiet en anmeldelse om en tilskadekommen person i et hjem. Herefter blev Mats Löfving fundet død i sit hjem i Norrköping.

– Det er med stor sorg og bestyrtelse, at jeg har modtaget nyheden om, at stedfortrædende rigspolitichef og regionspolitichef Mats Löfving er afgået ved døden. Det er yderst tragisk, siger rigspolitichef Anders Thornberg i en pressemeddelelse ifølge TT.

Mats Löfving blev 61 år.

– Lige nu er det en sag, hvor der er mange spørgsmålstegn ved, hvad der er sket, siger politiets pressetalsperson Dennis Johansson Strömberg ifølge Aftonbladet.

– Vi ved ikke, hvad der er sket, og kan ikke sige, at der ikke er begået en forbrydelse. Derfor har vi åbnet en forundersøgelse om drab. Det er en standardprocedure, når vi ikke kan klarlægge, hvad der er sket, fortsætter pressetalspersonen.

Löfving var hovedperson i en sag om et forhold, han havde til den tidligere efterretningschef i svensk politis nationale operative afdeling (NOA) Linda Staaf.

Onsdag blev en intern udredning af sagen offentliggjort. Den konkluderede, at Löfving skulle omplaceres eller stoppe på sin post, skriver Aftonbladet.

To elementer var del i undersøgelsen, som har fyldt meget i Sverige.

Dels var Löfving vicerigspolitichef, da Staaf blev udnævnt til national efterretningschef, samtidig med at de havde et privat forhold. I den forbindelse fandt undersøgelsen, at Löfving ikke havde begået fejl, da Staaf havde de rette kompetencer til stillingen.

Til gengæld fandt undersøgelsen det problematisk, at Löfving havde truffet beslutning om, hvorvidt Staaf skulle kunne bære våben i tjenesten.

/ritzau/

Andre læser også