AVIZ

Svensk politi tager telefonaflytning i brug mod banderne

Two dead, including bystander, in a shooting in Sweden

Chefen for rigspolitiet, Anders Thornberg, har kaldt det “hidtil uset terrorlignende vold”.

Landets statsminister, Ulf Kristersson, vil inddrage militæret i kampen mod banderne, og rygterne om den svenske vold tager overskrifter på de danske nyhedsmedier.

Søndag får politiet imidlertid adgang til et nyt værktøj i kampen mod de hårdføre kriminelle, når de får lov til at bruge de såkaldte “forebyggende tvangsmidler”.

Det er noget, som hidtil har været forbeholdt Sveriges Sikkerhedspoliti, som svarer til Politiets Efterretningstjeneste (PET) her i Danmark.

Midlerne inkluderer blandt andet muligheden for at kunne lave telefonaflytninger af personer, som ikke er under konkret mistanke for at have begået noget kriminelt, men som kan antages at være på vej til at gøre det.

– Det giver os mulighed for at komme ind på et tidligere stadie af kriminalitetskæden, planlægningsfasen. Så får vi mulighed for at forebygge alvorlige forbrydelser, som for eksempel drab, siger Charlotte Höglund, chef for efterretninger i Sveriges rigspoliti.

Det kan for eksempel bruges til at aflytte personer inden for et kriminelt netværk, hvor man kunne forvente, at de ville gennemføre en hævnaktion mod en bande, der havde ramt dem.

– Det kunne være et eksempel, men ideelt set vil vi gerne bryde ind før den første hændelse. Men hvis man nu antager, at det allerede er sket, og hvis vi kan forudsige en konkret risiko for nye handlinger, vil vi gerne kunne bryde ind, siger Charlotte Höglund.

/ritzau/TT

Andre læser også