Men det har ikke været lovligt.
Styrelsen har nemlig ikke haft hjemmel til at føre kontrol med e-cigaretterne, og den har derfor har indstillet kontrollen.
Det fremgår fredag af en orientering til Folketinget fra miljøminister Magnus Heunicke (S) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Puff bars er et mærke indenfor engangs e-cigaretter, der er tilsat smagsstoffer.
Det er Miljøministeriet og Indenrigs- Sundhedsministeriet, der står bag vurderingen om, at Miljøstyrelsens kontrol med de såkaldte puff bars ikke har været lovlig.
I orienteringen til Folketinget fremgår det, at Miljøstyrelsen i beslaglæggelserne af puff bars, har henholdt sig til den forkerte lovgivning.
– Miljøstyrelsen har anset de elektroniske cigaretter som giftige kemiske blandinger, som efter kemikalieloven kun må markedsføres i Danmark, hvis modtageren er i besiddelse af en giftrekvisition, står der.
Problemet er bare, at loven om de elektroniske cigaretter er indført som en særlov. Derfor har styrelsen ikke haft beføjelser til at beslaglægge puff bars.
Det er derimod Sikkerhedsstyrelsen ansvar at kontrollere særloven.
– Sikkerhedsstyrelsen har dog ikke hjemmel til at beslaglægge puff bars eller andre elektroniske cigaretter, som ikke må markedsføres i Danmark, står der i orienteringen.
Magnus Heunicke og Sophie Løhde skriver, at de vil have styrket kontrollen med både lovlige og ulovlige nikotinprodukter som for eksempel puff bars.
– Som led i arbejdet skal vi blandt andet give myndighederne mulighed for at gribe ind og beslaglægge ulovlige nikotinprodukter ved grænsen, står der i orienteringen.
Miljøstyrelsen har ud over at sætte en stopper for beslaglæggelserne også anmeldt de allerede beslaglagte puff bars til politiet.
/ritzau/
Andre læser også