Resultaterne ligger nu tæt på niveauet før corona.
Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Faldet i studenternes karakterer skal ses i lyset af, at årets studenter er de første siden 2019, hvor alle 3.g-eksamener afholdes på almindelig vis.
Henrik Nevers, der er formand i skoleforeningen Danske Gymnasier, peger også på, at faldet skyldes, at der under corona var virtuel undervisning og færre eksamener.
– Faldet afspejler, at vi er tilbage til normal undervisning, og at der igen er fuldt omfang af eksamener, siger han.
– Der var meget få prøver og eksamener under corona, så karaktererne var også i den periode afgivet på et helt andet grundlag, end det vi er vant til, forklarer han.
Årgangene af studenter fra 2020, 2021 og 2022 fik ophøjet deres afsluttende standpunktskarakterer til også at være prøvekarakterer, da mange eksamener var aflyst, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ifølge Henrik Nevers er det forventeligt, at karakterniveauet for studenternes eksamensresultater nu er faldet.
– Jeg synes, det er forventeligt, at vi ser det her fald. Jeg synes også, at det er udmærket, at karaktererne er tilbage til det niveau, vi så før corona. Fordi det viser, vi er tilbage til normal undervisning og eksamener, siger han.
Han tilføjer, at der er et helt tilsvarende fald på folkeskoleområdet.
På hhx og stx er eksamensresultatet faldet med 0,2 karakterpoint fra henholdsvis 7,2 til 7,0 på hhx og fra 7,7 til 7,5 på stx.
På htx, hf og merkantil eux er eksamensresultatet faldet med 0,1 karakterpoint fra henholdsvis 7,8 til 7,7 på htx og fra 6,1 til 6,0 på både hf og merkantil eux, fremgår det.
/ritzau/
Andre læser også