AVIZ

Stridende golftours slår pjalterne sammen i nyt selskab

LIV Golf
LIV Golf (Scott Taetsch/Liv Golf/Ritzau Scanpix)

PGA Tour og DP World Tour er således blevet enige med udbrydertouren LIV Golf og dens ejer, den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund.

Sammen har de stiftet et fælles selskab, der skal pleje deres fælles kommercielle interesser og “forene golf på global basis”.

Det skriver PGA Tour i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Parterne med de traditionelle organisationer PGA Tour og DP World Tour på den ene side og LIV Golf på den anden har ligget i strid i efterhånden et par år.

LIV Golf blev grundlagt i 2021 og begyndte at lokke store stjerner fra PGA Tour og DP World Tour med enorme præmiesummer og nye turneringsformater.

Flere af de allerbedste golfspillere hoppede med på vognen, og af den årsag blev de forment adgang til PGA Tour, DP World Tour og traditionsrige Ryder Cup.

Der har siden været søgsmål på kryds og tværs, men alt det er nu lagt i graven, oplyser PGA Tour. Man er således blevet enige om at lægge alle verserende retssager i graven, lyder det.

Man vil desuden samarbejde om, at de spillere, der er blevet udelukket fra de forskellige tours, kan få deres medlemskab tilbage, når 2023-sæsonen er slut.

Det er ellers mindre end et år siden, at chefen for PGA Tour, Jay Monahan, sagde, at han ikke kunne se, at hans tour kunne arbejde sammen med LIV Golf. Det har ændret sig.

Det nye selskab får økonomisk indsprøjtning fra Public Investment Fund, der er statslige investeringsfond i Saudi-Arabien. Det sker for at “facilitere selskabets vækst og succes”.

– Fremover vil Public Investment Fund have eneret til at investere yderligere i det nye selskab, lyder det på PGA Tours hjemmeside.

Public Investment Fund er gennem de seneste år gået aggressivt til værks på sportsmarkedet.

Den statslige investeringsfond købte blandt andet den engelske fodboldklub Newcastle i 2021.

Saudi-Arabien beskyldes derfor for såkaldt sportswashing, som har til formål at renvaske landets haltende ry og rygte gennem investeringer i sport.

LIV Golf er ifølge kritikere endnu et forsøg på netop det.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere