AVIZ

Stort missilangreb i Zelenskyjs hjemby dræber 11 personer

Aftermath of a Russian military strike in Kryvyj Rih
Aftermath of a Russian military strike in Kryvyj Rih (Dnipropetrovsk Regional Military/Reuters)

Det oplyser ukrainske myndigheder tirsdag.

Angrebet har kostet mindst 11 mennesker livet. Det oplyser myndigheder i Kryvyj Rih.

Mindst fire blev dræbt i den boligblok, der blev ramt. Og mindst syv andre mistede livet i en lagerbygning, de befandt sig i, og som også blev ramt i angrebet.

28 andre er såret.

Kryvyj Rih er den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs hjemby. Den ligger i det centrale Ukraine lidt vest for Zaporizjzja.

– De russiske mordere fortsætter deres krig mod beboelsesejendomme og almindelige byer og mennesker, skriver Zelenskyj på Telegram.

Serhiy Lisak, der er guvernør i den østlige region Dnipropetrovsk, hvor Kryvyj Rih ligger, meldte tidligere tirsdag om, at der lå flere ofre under murbrokkerne.

– Det er et enormt angreb mod Kryvyj Rih, skrev guvernøren på kommunikationstjenesten Telegram.

En af beboerne i den femetagers ejendom, der blev ramt, fortæller, at hun blev vækket af en eksplosion og kastet ud af sin seng af rystelserne.

– Jeg løb ud til min dør, men det var virkelig varmt, og der var røg overalt.

– Hvad kunne jeg gøre? Jeg satte mig på altanen og var bange for, at jeg ville besvime. Der kom ikke nogen i rigtig lang tid. Jeg var bange for, at jeg blev nødt til at hoppe ud i et træ, siger beboeren, Olha Tjernousova.

Reuters har ikke haft mulighed for at verificere oplysningerne fra Kryvyj Rih.

Tidligere tirsdag lød det fra det ukrainske militær, at luftforsvarssystemer i hovedstaden Kyiv havde været i gang efter et andet russisk luftangreb.

Alle missiler rettet mod hovedstaden blev ødelagt af luftforsvarssystemerne.

– Ingen information om dødsofre eller skader er endnu modtaget, siger Serhij Popko, øverstkommanderende i Kyivs militære administration, via Telegram.

Der har også været meldinger om angreb i Kharkiv-regionen.

Mandag generobrede Ukraine yderligere tre landsbyer fra russiske styrker.

Dermed er i alt syv landsbyer blevet generobret i den igangværende offensiv, oplyser Ukraines viceforsvarsminister, Hanna Maljar, på Telegram.

Flere af de syv landsbyer ligger i Zaporizjzja-regionen i det sydlige Ukraine, mens andre ligger i den sydlige del af Donetsk-regionen.

Mandag lød det fra russisk side, at ukrainske angreb i området var afværget.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere