Det oplyser Samsø Rederi på sin hjemmeside torsdag eftermiddag.
Der er tale om i alt 11 afgange til eller fra Sælvig på Samsø i tidsrummet 12.45 til 22.00 fredag.
Hvis man har billet til en af de berørte afgange, annulleres og refunderes den automatisk, oplyser rederiet.
Det forventes, at færgen fra Sælvig til Aarhus er tilbage i normal drift fra lørdag klokken 09.00. For færgen fra Sælvig til Hou forventes det, at den sejler normalt igen fra lørdag klokken 8.45.
Også Oslofærgens afgange til og fra Frederikshavn aflyses fredag. Det oplyser DFDS til TV 2.
Desuden oplyser DSB om ændring i køreplaner som følge af stormvarslingen.
På sin hjemmeside skriver DSB, at der vil køre færre tog mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn fredag mellem klokken 14.30 og 23.00.
– Lyntogene er aflyst mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn. Vi henviser til intercitytogene, som kører på strækningen, skriver DSB.
Der er ifølge DMI udsigt til, at dele af landet rammes af storm med vindstød af orkanstyrke i løbet af fredag.
Stormlavtrykket er døbt Otto, og der er udsendt varsel om storm for Nordjylland, det nordlige Vestjylland samt kattegatøerne Læsø og Anholt.
Samtidig er der varsel om vindstød af stormstyrke i dele af det øvrige Jylland, det nordlige Sjælland og på Bornholm. Det skriver DMI på sin hjemmeside.
Stormen ventes at kulminere fredag aften klokken 18, og DMI forventer, at vinden aftager natten til lørdag.
Stormvarslingen har fået flere forsikringsselskaber til at hæve beredskabet.
Blandt andet vil forsikringsselskabet Topdanmark sende en sms til 100.000 kunder med information om, hvad man selv kan gøre for at komme stormen i forkøbet.
Også forsikringsselskaberne GF Forsikring og Alm. Brand har øget deres beredskaber. Begge forsikringsselskaber har indkaldt ekstra mandskab i weekenden til at håndtere anmeldelser om skader.
/ritzau/
Andre læser også