Det skriver det britiske forsvarsministerium mandag på Twitter. Ministeriet opdaterer dagligt om de seneste udviklinger i krigen i Ukraine.
– De seneste uger har Wagner-gruppens ejer, Jevgenij Prigozjin, formentlig mistet adgang til at rekruttere i russiske fængsler på grund af vedvarende konflikter med ledelsen i det russiske forsvarsministerium, lyder det.
I stedet skal Prigozjin være begyndt at kigge andre steder.
– De seneste dage har maskerede Wagner-hververe givet oplæg på russiske ungdomsuddannelser og uddelt spørgeskemaer med titlen “En ung krigers ansøgning” for at samle kontaktoplysninger, skriver det britiske ministerium.
Wagner-gruppen er en privat russisk militær organisation.
I januar oplyste det britiske forsvarsministerium, at gruppen har op mod 50.000 soldater i Ukraine og har fået en “nøglerolle i Ukraine-kampagnen”.
Ruslands nationale hær og Wagner-gruppen kæmper begge mod Ukraine. Der har dog alligevel været uenigheder mellem parterne.
Wagner-ejer Prigozjin har blandt andet flere gange bedt den russiske regering om at sende ammunition til Wagner-styrkerne i byen Bakhmut.
Bakhmut har været centrum for nogle af krigens mest blodige kampe.
De seneste uger har russiske styrker – herunder Wagner-soldater – forsøgt at indtage byen. Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har udtalt, at en erobring af byen vil bane vej for yderligere offensiver i Ukraine.
Det ukrainske militær beretter mandag om en tilspidset situation i Bakhmut.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Wagner-enheder nærmer sig fra alle sider og prøver at bryde igennem vores forsvarspositioner og rykke ind i byens centrum, lyder det.
Det britiske forsvarsministerium anslår i seneste opdatering, at cirka halvdelen af de fanger, som Wagner-gruppen har rekrutteret i russiske fængsler, er omkommet.
/ritzau/
Andre læser også