Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.
Styrelsen har gennemført en stikprøvekontrol hos 60 detailbutikker og engrosvirksomheder.
Hos over halvdelen af dem – 58 procent – fandt styrelsen brud på de regler, der skal beskytte forbrugerne mod at få sundhedsskadelige mængder af vitaminer og mineraler.
Tæt ved hver fjerde virksomhed havde ikke søgt Fødevarestyrelsen om at få godkendt tilsætninger til fødevarer. De fik derfor forbud mod salg af produkterne, fremgår det af pressemeddelelsen.
Henrik Dammand, enhedschef i Fødevarestyrelsens kontor for Kemi og Fødevarekvalitet, forklarer, at det typisk er i de mindre detailbutikker, det kniber med at overholde reglerne.
– Derfor havde vi under denne kontrol gjort mere ud af vejledningen – også til disse virksomheder.
– Men det ændrer ikke ved, at det er virksomhedernes ansvar at have styr på, hvad der er i de varer, som de sælger, siger Henrik Dammand.
Problemet med manglende overholdelse af reglerne er ifølge pressemeddelelsen stigende.
Da Fødevarestyrelsen i 2020 gennemførte en lignende kontrol af berigede fødevarer, blev der givet sanktioner til knap halvdelen – 47 procent af virksomhederne.
I den seneste kontrol er tallet som nævnt 58 procent.
Der kan på længere sigt være sundhedsmæssige risici forbundet med at indtage produkter med et for højt indhold af eksempelvis vitaminer, mineraler eller aminosyrer.
Et langvarigt for højt indtag af vitamin A kan for eksempel give leverskader, mens vitamin B6 udgør en risiko for nervesystemet, oplyser Fødevarestyrelsen.
Styrelsen følger nu op over for de virksomheder, der har modtaget en sanktion i forbindelse med kontrollen.
/ritzau/
Andre læser også