AVIZ

Southgate om slutrunde på tre kontinenter: Jeg er ikke fan

International Friendly - England Press Conference

Sådan siger den engelske landstræner, Gareth Southgate, om planerne om i 2030 at afholde VM-slutrunden i fodbold på tre forskellige kontinenter.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har annonceret, at Spanien, Portugal og Marokko skal være værter, men at flere åbningskampe vil blive spillet i Uruguay, Argentina og Paraguay.

Southgate siger, at han “ikke er sikker på, hvad de har tænkt på”.

Samtidig joker han med, at han til den tid for længst vil være videre fra jobbet som engelsk landstræner.

– Jeg vil nyde en invitation til Buenos Aires som tv-ekspert, hvis det er planen, siger landstræneren smilende ifølge avisen.

Spanien, Portugal og Marokko blev onsdag reelt tildelt værtskabet i 2030, hvor Fifa desuden planlægger at starte med de tre kampe i Sydamerika for at markere VM’s 100 års jubilæum.

På den måde spilles der kampe i både Europa, Afrika og Sydamerika i 2030, og Fifa opfordrede på grund af sit rotationsprincip derfor lande fra Asien og Oceanien til at søge om værtskabet i 2034.

Saudi-Arabien var inden for få minutter på banen med en annoncering af sit kandidatur. Football Supporters Europe (FSE) har ikke meget til overs for Fifa og den “fortsatte kurs mod ødelæggelse af den største turnering i verden”, lyder det i den forbindelse.

FSE er en sammenslutning af fanforeninger i Europa. Danske Fodbold Fans (DFF) er blandt andre medlem. Tidligere på året forøgede FSE sit samarbejde med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og fik dermed plads i flere komitéer.

/ritzau/

Andre læser også