Igen må DSB stoppe for trafik på strækningen mellem Langå via Aarhus til Skanderborg. Det oplyser DSB på det sociale medie X.
Om formiddagen blev trafikken indstillet i nogle timer på grund af en fejl på Banedanmarks anlæg, der styrer blandt andet signaler og sporskifter.
I et forsøg på at få de rejsende frem blev der bestilt 28 togbusser, oplyste DSB til Ritzau.
Da Banedanmark havde rettet fejlen, blev togkørslen “så småt” genoptaget lidt efter klokken 11, meddelte DSB senere.
Men ved 14-tiden måtte selskabet melde, at den var gal igen. “Fejlen fra tidligere er tilbage”, lød det.
Igen skulle DSB indsætte busser til kunderne.
Hos Banedanmark oplyses det, at man forventer at være klar til at håndtere togdriften igen søndag ved 16-tiden.
/ritzau/
Andre læser også