AVIZ

Soldat er tilbage i USA efter flugt til Nordkorea

South Korea North Korea US

Den 23-årige soldat vendte hjem, to måneder efter at han under sin udstationering i Sydkorea løb over den stærkt bevogtede og militariserede grænse til det kommunistiske Nordkorea og blev fanget af myndighederne der.

Et militærfly med King landede på luftbasen Joint Base San Antonio-Fort Sam Houston, rapporterer CNN.

Tv-optagelser viser King blive ledsaget til et militærhospital, hvor han skal gennem forskellige undersøgelser. Han skal derefter evalueres med henblik på reintegrering, inden han genforenes med sin familie.

Det er uklart, om han vil få en eller anden disciplinær straf af militæret, som har taget sig af hans sag. Hæren har indtil nu ikke kaldt ham for desertør, selv om han var i aktiv tjeneste, da han pludselig løb ind over en af verdens mest befæstede grænseovergange.

Nordkorea synes at have behandlet hans sag på samme måde, som det behandler andre sager med illegal indvandring.

Det var den svenske regering, som fik hentet Travis King til Kina fra Nordkorea. Sverige repræsenterer USA’s interesser i Nordkorea.

Det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA kom onsdag med nyheden om, at landets styre havde besluttet sig for at “udvise” Travis King.

Løsladelsen af den 23-årige soldat skete i kølvandet på en intens diplomatisk krise i kulissen, hvor der var frygt for, at Travis King ville blive en brik i spillet mellem USA og Nordkorea, der har ry for at tilbageholde amerikanere.

Travis King flygtede ind i Nordkorea, efter at han var blevet sigtet for to tilfælde af vold i Sydkorea.

Han havde allerede erkendt sin skyld vedrørende den ene sigtelse. Han havde desuden erkendt, at han havde beskadiget offentlig ejendom, efter at han under en grovmundet tirade mod koreanere havde gjort skade på en politibil.

Efter at han kortvarigt havde siddet i et amerikansk militærfængsel i Sydkorea, var det planen, at han skulle hjem til USA i juli.

Men i stedet for at tage sit fly hjem, tog han på en sightseeingtur til den demilitariserede zone (DMZ), som adskiller de civile dele af henholdsvis Nord- og Sydkorea.

Her lykkedes det trods adskillige amerikanske og sydkoreanske kollegers forsøg Travis King at løbe hele vejen til Nordkorea, hvor han blev pågrebet og tilbageholdt.

Nordkorea bekræftede i august, at King var kommet til landet. Den 15. august skrev KCNA, at han var kommet på grund af “umenneskelig behandling og racisme i den amerikanske hær”.

/ritzau/AFP

Andre læser også