Det beretter det franske nyhedsbureau AFP.
Årsagen er en omstridt pensionsreform, som præsident Emmanuel Macron torsdag håber at få stemt igennem i det franske parlament.
Forslaget har blandt andet ført til en strejke blandt renovationsarbejderne i den franske hovedstad. Det betyder, at op mod 7000 ton skrald ikke er blevet hentet, og at rotter er begyndt at sprede sig i byen.
Der har onsdag – dagen før afstemningen – også været hundredtusindvis af mennesker på gaden for at ytre deres utilfredshed.
Det har ført til sammenstød med politiet, der har affyret tåregas.
Trods strejke, uro og meningsmålinger, der viser, at to tredjedele af franskmændene er imod reformen, har Macron holdt fast i sit forslag.
Reformen indebærer, at pensionsalderen i Frankrig hæves fra 62 til 64 år.
Lederen af den indflydelsesrige franske fagforening CGT, Philippe Martinez, understreger, at man er klar til kæmpe til det sidste.
– Vi vil fortsætte kampen, uanset hvad der sker, siger han ifølge AFP.
AFP har også talt med en svejseoperatør om reformen.
– Hvis de stemmer for denne reform, så tror jeg ikke, at det kommer til at ende godt. Vi kan se, at rigtig mange arbejdere er imod reformen. Folk har fået nok, siger Yvonnick Dauve ved en protest i det vestlige Frankrig.
Skulle det ikke lykkes Macron at samle et parlamentarisk flertal for reformen, er det stadig muligt for regeringen at presse den igennem.
Artikel 49.3 i den franske forfatning tillader således regeringen at vedtage lovgivning uden et flertal i landets parlament.
Den eneste måde, det franske parlament i det tilfælde vil kunne modsætte sig reformen på, er, hvis det stiller regeringen over for et mistillidsvotum.
Værktøjet er dog også kontroversielt og har risiko for at udløse stor vrede.
/ritzau/
Andre læser også