Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Der er omkring 7600 borgere tilknyttet lægehuset.
Koncerndirektør i regionen Anders Kjærulff kalder det “en meget ulykkelig situation”.
– Vi arbejder intenst på at sikre borgerne i Skjern lokal lægehjælp. Både de kommende dage og på længere sigt.
– Så snart vi ved mere, informerer vi på regionens hjemmeside og skriver direkte til alle berørte borgere, lyder det i pressemeddelelsen.
Berørte borgere får direkte besked om deres fremtidige lægetilbud via digital post. Er man fritaget for digital post, får man et brev.
Lægehusets ansatte er sendt hjem, skriver TV Midtvest. Ifølge klinikkens hjemmeside drejer det sig om en stab på 28 personer.
Klinikken er indtil videre lukket.
Ifølge TV Midtvest har lægen bag Dit Lægehus Skjern også drevet Dit Lægehus i Ølgod.
Region Syddanmark, som Ølgod hører under, skriver i en pressemeddelelse, at lægehuset her også lukker med øjeblikkelig virkning.
Det samme gælder en satellitpraksis i Blåvand forbeholdt turister. Der er ingen patienter tilknyttet her, hvorimod der er cirka 3200 patienter knyttet til Dit Lægehus Ølgod.
– På længere sigt skal det afklares, om praksis kan sælges, eller der skal etableres et andet tilbud i området, skriver Region Syddanmark om situationen i Ølgod.
Indtil den 1. juni drev lægen også klinik i Holstebro, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I alt er 11.000 patienter berørt af konkursen, oplyser advokat Morten Moltke Nygaard til TV Midtvest og Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Han er af Skifteretten i Herning udnævnt til kurator.
Advokaten er ved at finde ud af, hvordan klinikkerne afhændes bedst – samlet eller hver for sig. Det oplyser han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Patienter med akut behov for hjælp fra en praktiserende læge kan søge hjælp hos nærmeste lægepraksis i dagtid og lægevagten i vagttid. Det oplyser Region Midtjylland.
/ritzau/
Andre læser også