Det oplyser organisationen Save the Elephants, som har delt en video af de to nyfødte unger og deres mor, Alto, på det sociale medie X.
Tvillingfødsler er usædvanligt for elefanter, og de udgør således blot omkring en procent af elefantfødsler.
Tvillingerne – to hunelefanter – er kommet til verden i naturreservatet Samburu National Reserve i det østafrikanske land.
I begyndelsen af 2022 kom et andet hold elefanttvillinger – en hun- og en hanelefant – til verden i samme reservat.
Hunelefanter er det pattedyr i verden, der har den længste drægtighedsperiode. De bærer deres unger i næsten 22 måneder og føder cirka hvert fjerde år.
Det er dog ikke altid, at elefanttvillinger klarer sig særlig godt. Et tidligere tvillingpar født i Samburu National Reserve i 2006 nåede kun at leve i få dage.
Samtidig er den afrikanske savanneelefant klassificeret som truet af IUCN, der er en international naturbeskyttelsesorganisation.
Ifølge IUCN skader krybskytteri og ødelæggelse af habitater antallet af elefanter i Afrika.
I 1970’erne og i de tidlige 1980’ere var elefantbestanden i Kenya på 170.000.
Dog faldt den til 16.000 ved udgangen af 1989 på grund af efterspørgslen på elfenben ifølge det statslige Kenya Wildlife Service (KWS), der administrerer Kenyas dyreliv.
Derudover lyder det fra KWS, at der er mere end 36.000 elefanter i det østafrikanske land.
Her skal indsatsen for at dæmme op for krybskytteri bremse et fald i antallet af elefanter.
/ritzau/AFP
Andre læser også