Det bekræfter fabriksdirektør Bjarne Finn Larsen over for TV2 Østjylland. Han fortæller, at siloen indeholdt 1500 ton hestebønner.
– Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi får fjernet hestebønnerne og siloen på en forsvarlig måde.
– Vi regner med, at vi kan suge dem op og over i en lastbil og så kører dem væk, siger han til regionalmediet.
Billeder viser den kollapsede silo med et bjerg af hestebønner under sig. Ved siden af står en identisk silo, der dog er intakt. De står begge få meter fra kajen.
Den intakte silo indeholder også hestebønner, lyder det fra Bjarne Finn Larsen.
Derfor vil Aarhus Protein nu undersøge, om den skal tømmes på baggrund af dagens hændelse.
Men det vigtigste for fabriksdirektøren er, at hans medarbejdere ikke er kommet til skade.
Han frygtede nemlig, at en eller flere af hans ansatte lå begravet under bjerget af hestebønner.
Derfor kaldte han alle fabrikkens medarbejdere sammen umiddelbart efter kollapset for at sikre sig, at ingen manglede. Det siger han til TV 2 Østjylland.
– Jeg havde alle navne skrevet op på en tavle, og så skulle man råbe ja, når jeg sagde ens navn. Så snakkede vi om, om det var nogen, der havde det skidt med det, der var sket, og havde brug for hjælp, men det var der ikke.
Styrtet skete torsdag før middag. Eftermiddagens billeder viser cirka otte mennesker omkring bunken af hestebønner, der er spærret af med rødt og hvidt bånd.
/ritzau/
Andre læser også