AVIZ

Sigtelse: Mand planlagde knivdrab på 19 år ældre kvinde

34-årig mand skal fremstilles i grundlovsforhør
34-årig mand skal fremstilles i grundlovsforhør (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

En 34-årig mand er sigtet for drab på en 53-årig kvinde ved at stikke hende flere gange i brystet på en adresse i Beder, der ligger syd for Aarhus.

Det er kommet frem under grundlovsforhøret i Retten i Aarhus, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge politiet var drabet planlagt, eftersom den 34-årige havde medbragt gerningsvåbnet til det røde murstenshus på adressen i Beder.

Manden er ifølge Ekstra Bladet iført en blå dna-dragt i retten.

Han erkender at have stukket kvinden, men han nægter at have haft til hensigt at dræbe hende. Det oplyser mandens forsvarer, Mette Lund Thomsen, ifølge Ekstra Bladet.

Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at den sigtede og drabsofferet havde et “forudgående kendskab” til hinanden. Det ville ikke oplyse, hvor mange mennesker der befandt sig på adressen.

Manden stak ifølge sigtelsen kvinden i brystet flere gange kort før klokken 20.57 onsdag. Politiet anholdt manden klokken 21.07, hvor kvindens liv ikke stod til at redde.

Anklager Birgitte Ernst anmodede om lukkede døre. Den begæring fulgte dommeren, og derfor blev pressen og tilhørerne sendt uden for lokalet, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/

Andre læser også