AVIZ

September slår global varmerekord

Tørke

Det slår en opgørelse fra EU’s klimatjeneste, Copernicus, fast.

Herhjemme betragtes måneden som efterår, men september nåede en gennemsnitlig overfladetemperatur på 16,38 grader målt globalt.

Det er 0,9 grader varmere end normalen, som er perioden fra 1991-2020.

Sammenlignet med den tidligere rekord i 2020, blev årets september 0,5 grader varmere.

Det varme vejr viste sig allerede fra juni til august, og de tre måneder slog ligeledes global varmerekord.

Temperaturen i september kommer dog ikke bag på professor i klimaforandringer ved Syddansk Universitet, Sebastian Mernild.

– Hvert årti er gradvis blevet varmere siden 1960 og frem til i dag.

– Det skyldes den underliggende tendens via global menneskeskabt opvarmning, siger han.

Indtil videre er 2016 det varmeste år, men noget tyder på, at 2023 kan overtage titlen.

Fra januar til september har den globale temperatur været 0,52 grader højere end gennemsnittet ifølge Copernicus.

– De, der er indenfor klimaforskningsverdenen, regner med, at 2023 bliver sætter rekord. Og forventeligt bliver 2024 endnu varmere, siger Sebastian Mernild.

Han understreger dog, at man “aldrig skal lægge hovedet på blokken”, når det handler om klimaet.

Ekstremerne som varmerekorder skal ifølge professoren forklares ved, at der sker nogle naturlige mekanismer i vores system.

Det er blandt andet det naturlige fænomen El Niño, som opstår i den tropiske del af Stillehavet med to til syv års interval.

Under El Niño er det relativt varmt, så der er en masse energi fra det varme hav, der bevæger sig op i den nedre del af atmosfæren – og dermed varmer denne del af atmosfæren.

I november er der klimatopmøde, og professoren håber på, at der kan findes en løsning på klimaet i fællesskab.

– Kina, USA og Europa står alene for omkring 50 procent af de globale udledninger, så det er vigtigt, at de store økonomier finder hinanden og taler sammen om, hvordan det her skal løses.

– Der skal gøres en effektiv indsats ellers bevæger vi os ind i et varmere og mere ekstremt klima i de næste årtier, siger han.

/ritzau/

Andre læser også