AVIZ

Sepp Kuss fuldfører Vuelta-triumf efter ny Groves-sejr

Cycling Vuelta a Espana - Stage 21

Det blev en kendsgerning, da amerikaneren kom sikkert over målstregen i Madrid, hvor 21. og sidste etape blev afgjort.

Den vandt sprinteren Kaden Groves, som sad med i et udbrud, der kort før målstregen blev halet ind af feltet.

Med sejren til Sepp Kuss har Jumbo-Visma gjort rent bord i 2023 grand tour-mæssigt. Primoz Roglic vandt Giro d’Italia, mens Jonas Vingegaard i juli triumferede i Tour de France.

Det fejrede holdet søndag ved at skifte sin normale gule trøje ud med en sort trøje med tre striber på tværs af brystet – en lyserød, en gul og en rød – der symboliserede førertrøjerne i de tre grand tours.

Netop Vingegaard og Roglic sluttede som henholdsvis nummer to og tre i Vueltaens klassement efter flere etaper med ren opvisningsstil fra Jumbo-Visma.

Kuss startede løbet som hjælperytter for sine to kaptajner, men grundlagde sin triumf med en sejr 6. etape, hvor han blandt andre distancerede Vingegaard og Roglic med næsten tre minutter efter at have været med i et udbrud.

Roglic og Vingegaard tog efterfølgende hver to etapesejre og halede ind på Kuss, men midt i løbets tredje uge blev det med udsigt til tre mand på podiet besluttet internt på holdet, at man ville køre for en samlet sejr til amerikaneren.

Det er 29-årige Kuss’ første sejr i en grand tour, og Vingegaard har åbnet op for, at amerikaneren som Jumbo-Visma-rytter kan få flere muligheder for at jagte lignede sejre i fremtiden, hvis han selv ønsker det.

/ritzau/

Andre læser også