Beslutningen blev offentliggjort af de etniske armenske myndigheder torsdag, efter at Aserbajdsjans militær i sidste uge erobrede kontrollen over området ved en lynoperetaion.
Nagorno-Karabakh er internationalt anerkendt som en del af det muslimske Aserbajdsjan, men den har været styret af kristne armenske separatister i over 30 år.
– Præsidenten i den selverklærede Nagorno-Karabakh armenske stat har beordret alle statslige institutioner ophævet fra 1. januar 2024, hedder det i en officiel skrivelse fra myndighederne i Nagorno-Karabakh.
Mindst 65.000 kristne armeniere har forladt Nagorno-Karabakh, hvilket er over halvdelen af befolkningen i enklaven, som ligger i Aserbajdsjan.
Det er sket efter en militær lynoperation i sidste uge udført af Aserbajdsjans militær.
– Over 65.036 indbyggere fra Nagorno-Karabakh har krydset grænsen til Armenien, siger den armenske premierminister Nikol Pashinyans talsperson.
Der var frem til Aserbajdsjans militære operation over 120.000 armeniere i Nagorno-Karabakh enklaven.
Myndighederne i Aserbajdsjan oplyste onsdag, at 192 af landets soldater blev dræbt under dets militære lynoffensiv i enklaven. Sundhedsministeriet i Aserbajdsjan siger, at over 500 aserbajdsjanske soldater blev såret under operationen, som kun varede en enkelt dag.
Der er modstridende oplysninger om antallet af dræbte og sårede. De etniske armenske myndigheder siger, at mindst 68 er blevet dræbt og at 105 savnes, mens over 300 er såret.
Aserbajdsjan afviser armenske beskyldninger om etnisk udrensning, men billeder af titusinder af desperate armeniere på flugt har ført til dyb international bekymring.
EU har lovet at sende mere humanitær hjælp “i solidaritet med dem, som ikke havde noget andet valg end at flygte.”
I en tidligere EU-erklæring blev der henvist til folk, “som havde besluttet at flygte”.
Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, har opfordret til, at uafhængige observatører sendes til området og undersøger, hvordan Aserbajdsjan behandler folk.
– Hvad der er brug for nu er transparens og det internationale samfund må have øjne og ører på stedet, skriver Baerbock på X, det tidligere Twitter.
En talsmand for USA’s udenrigsministerium Matthew Miller siger, at Washington vil arbejde sammen med allierede og partnere i de kommende dage for at få sendt en mission til Nagorno-Karabakh.
Aserbajdsjan har signaleret, at det forbereder retsforfølgelse af nogle af separatisterne.
Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, siger, at armenernes rettigheder vil blive respekteret, men at hans “jernhånd” nu har sat en stopper for armenske drømme om en uafhængig etnisk armensk Karabakh-enklave.
– Regionen vil nu blive forvandlet til et paradis, siger han.
/ritzau/Reuters
Andre læser også