Med i Aachen er præsident Volodymyr Zelenskyj, som på vegne af det ukrainske folk har modtaget den prominente europæiske Charlamagnepris.
Ukraine har efter den russiske invasion sidste år lagt vedvarende pres på dets allierede for at blive medlemmer af både Nato og EU.
– Volodymyr Zelenskyj, du har vores fulde støtte på vejen mod Den Europæiske Union, siger Scholz til den ukrainske præsident.
Prisen, som Zelenskyj søndag tager imod, er en pris, der gives som belønning for at arbejde for europæisk samling.
Den er tidligere givet til blandt andre Winston Churchill, den danske statsminister Jens Otto Krag, Vaclav Havel, Bill Clinton og Angela Merkel.
Zelenskyj blev tidligere søndag modtaget af en militær æresgarde, da han ankom til kanslerministeriet i Berlin.
Det er hans første besøg i Tyskland, siden Rusland angreb Ukraine 24. februar sidste år.
I Berlin mødtes han med Olaf Scholz. Han mødtes også med den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier.
Tyskland har i weekenden lanceret landets hidtil største militære støttepakke til Ukraine
Pakken omfatter militært udstyr til en værdi af 2,7 milliarder euro. Det er mere end 20 milliarder kroner.
Den militære støtte fra Tyskland omfatter blandt andet pansrede køretøjer, kampvogne og antiluftskytskanoner.
– I den mest udfordrende periode i Ukraines moderne historie har Tyskland vist sig som en sand ven og pålidelig allieret, som har stået side om side med den ukrainske befolkning i kampen for at beskytte frihed og demokratiske værdier.
Det skrev Zelenskyj i gæstebogen i den tyske præsidents residens.
Zelenskyj ankom til Berlin, efter at han lørdag var i Rom. Her mødtes han med præsident Sergio Mattarella, premierminister Giorgia Meloni og pave Frans.
Zelenskyj ventes sent søndag at tage videre til Paris.
/ritzau/Reuters
Andre læser også