AVIZ

SAS vinder sag om statsstøtte i forbindelse med corona

Scandinavian Airlines System

Det konkluderer EU-Domstolen i en ny dom.

Dermed kan SAS ånde lettet op, efter at sagen har kørt ved flere instanser i EU-Domstolen. Torsdagens afgørelse er endelig, så SAS nu kan lægge sagen bag sig.

Det var luftfartsselskabet Ryanair, der havde anlagt sagen, fordi det mente, at der var tale om forskelsbehandling mellem luftfartsselskaberne.

Ryanair henviser til, at SAS fik en garanti for kredit på maksimalt 1,5 milliarder svenske kroner stillet til rådighed af henholdsvis Danmark og Sverige.

Pengene var tænkt som en delvis kompensation for aflysninger og ændringer af SAS’ flyvninger under corona. Her blev SAS og andre luftfartsselskaber hårdt ramt af rejserestriktionerne, der skulle begrænse spredningen af sygdommen.

Hjælpen fra Danmark og Sverige gav dog ifølge Ryanair SAS en urimelig fordel i konkurrencen med blandt andet Ryanair.

Det afviser EU-Domstolen dog med sin afgørelse torsdag. Hjælpen fra den danske og svenske stat var i overensstemmelse med EU-retten, konkluderer domstolen.

Det skyldes, at SAS havde væsentligt større markedsandele end sin nærmeste konkurrent. Blandt andet derfor var SAS mere påvirket af restriktionerne.

– Ved domme afsagt i dag forkaster Domstolen samtlige af Ryanairs argumenter, skriver EU-Domstolen i en pressemeddelelse.

– Domstolen fremhæver blandt andet, at den omhandlede støtteforanstaltning kunne begrænses til SAS. Det var ikke påkrævet, at foranstaltningen begunstigede alle virksomheder, som havde lidt skade som følge af covid-19-pandemien.

Luftfartsselskabet har dog ikke helt vristet sig fri af det europæiske retssystem endnu.

I en anden – og noget større – sag kom samme domstol nemlig frem til, at det var en fejl, da EU-Kommissionen gav grønt lys til en anden coronastøttepakke fra den svenske og danske stat.

Denne sag omhandler støtte for op mod 11 milliarder svenske kroner.

Kommissionen har i løbet af sommeren indledt en undersøgelse, der endeligt skal slå fast, om støtten i dette tilfælde var i overensstemmelse med EU-reglerne.

Det er svært at sige, om torsdagens afgørelse også kan få betydning for udfaldet i den større sag. Det mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank. Her følger han luftfartsindustrien tæt.

– Jeg er ikke overbevist om, at afklaringen i dagens sag kan komme til at påvirke den større sag, siger han.

Økonomiske udfordringer er der i forvejen nok af for SAS.

I august realiserede SAS et underskud på 638 millioner svenske kroner. Det svarer til 406 millioner danske kroner.

Det fremgår af en finansiel rapport, som luftfartsselskabet offentliggjorde i denne uge. Rapporten er et krav i forbindelse med den konkursbeskyttelsesproces, som SAS befinder sig i.

Dermed kunne SAS ikke helt leve op til de flotte tal fra perioden fra maj til og med juni. Her lykkedes det for første gang i flere år at præsentere et overskud i en kvartalsrapport.

/ritzau/

Andre læser også