AVIZ

Sammenbidt Biden kalder Hamas-angreb for rendyrket ondskab

U.S. President Biden makes remarks on the situation in Israel following Hamas'' deadly attacks, in Washington

Sådan lyder det tirsdag i en tale fra Joe Biden i Det Hvide Hus.

– Der er nogle øjeblikke i livet – og det her mener jeg bogstaveligt talt – hvor rendyrket ondskab bliver sluppet fri i verden. Det her var ren og skær ondskab, siger en sammenbidt Biden med vrede i stemmen.

Præsidenten lover samtidig, at Israel kommer til at få al den hjælp, som landet har brug for for at kunne forsvare sig selv.

Blandt andet vil USA sende yderligere militær assistance, så Israel kan opretholde dets system med luftværnsraketter.

I tirsdagens tale siger Biden, at små børn var blandt de dræbte, og at kvinder er blevet “voldtaget, overfaldet og fremvist som trofæer”.

Ifølge præsidenten er over 1000 personer blevet dræbt i Hamas’ angreb.

Bidens tale tirsdag var over en time forsinket, fordi han og vicepræsident Kamala Harris talte med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Ifølge Biden har han talt med Netanyahu tre gange siden Hamas’ angreb.

Biden oplyser, at 14 amerikanske statsborgere er blevet dræbt i Israel. Derudover er 20 eller flere amerikanere savnet, lyder det.

Flere af dem kan muligvis være blevet taget til fange af Hamas.

Hamas har ifølge nyhedsbureauet AFP taget omkring 150 mennesker som gidsler siden gruppens angreb – herunder, børn, unge og ældre.

Hamas advarede mandag om, at gruppen vil gå i gang med at dræbe gidsler, hver gang Israel rammer et civilt mål uden varsel.

– Sådan en trussel kan man ikke tage let på. Man bliver nødt til at tage det seriøst på grund af det barbari, som Hamas allerede har vist, har John Kirby, talsmand i USA’s Nationale Sikkerhedsråd, sagt til amerikanske CNN.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, ventes at besøge Israel torsdag.

/ritzau/AFP

Andre læser også