AVIZ

Salling Group vil sælge populær læskedrik uden ulovlige tilsætningsstoffer

Britain KSI Logan Paul Drink Promotion
Britain KSI Logan Paul Drink Promotion (Scott Garfitt/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Salling Groups pressechef, Jacob Nielsen, til Ritzau.

De fire smagsvarianter, der kommer i udbud, vil hverken indeholde A-vitamin eller koffein. Af den grund vil det være en “hydreringsdrik” og ikke en energidrik, lyder det.

Fødevarestyrelsen meldte i starten af maj, at der var opstået et ulovligt salg af flere produkter fra Prime i Danmark.

Styrelsen fandt, at nogle af læskedrikkene “har et for højt indhold af A-Vitamin og koffein”.

Men Jacob Nielsen forsikrer, at Salling Group nu har “alting på det rene”. Tilsætningsstofferne er nemlig blevet fjernet fra produktet.

– Vi kommer ikke til at sælge de energidrikke, der har været en masse palaver omkring, siger Jacob Nielsen.

– Vi kunne aldrig drømme om at entrere med noget, som ikke er blåstemplet og godkendt af myndighederne.

Salling Group har været i kontakt med Fødevarestyrelsen for at få afklaret, hvorvidt de nye varianter af Prime er lovlige at sælge.

– Såfremt styrelsen finder, at produktet indeholder ingredienser, der overskrider den lovlige grænseværdi, vil de række ud til os. Det er ikke sket, siger Jacob Nielsen.

Det fremgår af ingredienslisten for de nye smagsvarianter, at produktet blandt andet indeholder E-vitamin, Vitamin-B6, Kalium og Magnesium.

Mængden af tilsætningsstofferne overskrider dog ikke de grænser, der er fastsat via lovgivning, lyder det fra Salling Group.

Jacob Nielsen oplyser, at Prime-drikkene vil blive solgt til 25 kroner per styk.

Med de populære youtubere Logan Paul og KSI som frontfigurer har det amerikanske selskab Congo Brands formået at gøre Prime til en kæmpe dille i både Danmark og andre lande.

Med mange millioner følgere på tværs af de sociale medier har de såkaldte influencere aktivt brugt deres platforme i markedsføringen af Prime.

Af den grund har produktet vokset sig til at være populært blandt primært unge mennesker.

Circle K, der ligeledes vil begynde at sælge produktet, forventer en meget stor efterspørgsel.

– De nye læskedrikke, der sælges hos Circle K, er baseret på kokosvand og tilpasset det danske marked. På den måde overholder de Fødevarestyrelsens retningslinjer, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Andre læser også