AVIZ

Salget af ejerlejligheder rammer årets højdepunkt

Bolig i København

Således blev der solgt otte procent flere boliger i oktober måned, end der gjorde i september.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden, der indsamler tal fra størstedelen af de danske ejendomsmæglerne.

Samtidig overgår dette års samlede boligsalg i oktober det gennemsnitlige salg for måneden i årene 2015-2019 med én procent.

– Sammenlignet med tidligere år er det lidt atypisk, at boligsalget stiger fra september til oktober – særligt i det omfang, som gør sig gældende i år, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

Hun er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Hun peger på, at bolighandlen som oftest drosler ned fra sensommeren og frem mod vintermånederne.

– I år er billedet dog et andet, hvilket i høj grad skyldes, at de nye ændringer i boligskatten træder i kraft fra 2024, siger Birgit Daetz.

– For nogle betyder det, at boligskatterne vil stige betydeligt, og køber og overtager man en bolig inden årsskiftet, vil man i så fald kunne opnå en skatterabat, som sikrer, at boligskatterne ikke stiger mere, end hvis det nuværende system fortsatte.

Udviklingen gælder for både huse, sommerhuse og ejerlejligheder – men der har særligt været gang i salget af ejerlejligheder.

I oktober blev der solgt 1591 ejerlejligheder. Det er 18 procent flere end i september.

Oktober blev dermed den måned i år, hvor der blev solgt det hidtil højeste antal af ejerlejligheder.

– Salget af lejligheder stryger op. Det er særligt i København, at der blev handlet flere lejligheder i oktober, siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

– Vi skal da heller ikke lede længe efter en mulig forklaring. Overgangen til de nye boligskatter ved årsskiftet skaber ekstra trafik, da det særligt er lejligheder i de store byer, som står til at stige i skat. Den skattestigning undgår man, hvis man har overtaget boligen før overgangen.

Birgit Daetz fremhæver, at det landsdækkende lejlighedssalg for oktober i år dog stadig ligger tre procent under det gennemsnitlige oktobersalg i årene før corona.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere