AVIZ

Sag mod Claus Hjort om hemmeligheder begynder i november

Claus Hjort tiltales for at røbe statshemmeligheder
Claus Hjort tiltales for at røbe statshemmeligheder (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Der er afsat 12 retsmøder til at afvikle sagen mod det tidligere folketingsmedlem og tidligere forsvarsminister for Venstre.

Første retsmøde vil finde sted 7. november, og den sidste dato er 12. december, oplyser Københavns Byret til Ritzau.

Hvis planen holder, ser det ud til, at straffesagen mod Claus Hjort kan blive afgjort før sagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, Lars Findsen.

Den mangeårige Venstre-politiker er tiltalt for at have røbet oplysninger om statens hemmeligheder.

Også Lars Findsen er tiltalt efter samme bestemmelse i straffeloven, § 109, som sidst er taget i brug for godt 40 år siden.

I begge tilfælde kræver anklagemyndigheden fængsel, og begge nægter sig skyldige.

Claus Hjort Frederiksen kræver åbenhed om sagen, og det spørgsmål skal der være retsmøde om i maj, skriver Politiken tirsdag.

Anklagemyndigheden har afvist at give pressen adgang til de præcise beskrivelser af de påståede lovovertrædelser. De to tiltalte har heller ikke selv fået lov til at beholde kopier af anklageskrifter, har det tidligere været fremme.

Men flere medier har berettet, at begge sager drejer sig om, at der skal være givet oplysninger om et samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om at tappe oplysninger fra telekabler. Og påstanden er så, at de to dermed har røbet hemmeligheder om statens sikkerhed.

Claus Hjort blev sigtet i december 2021 efter blandt andet at have medvirket i programmet Lippert på TV 2 News. Tiltalen blev rejst i februar i år.

Hans forsvarer, René Offersen, hævder, at sagen er politisk, og at et nævningeting derfor bør behandle sagen. Det vil sige, at tre dommere og seks lægdommere skal afsige dom i stedet for blot en enkelt dommer og to lægdommere.

Lars Findsen er tiltalt for at have talt over sig i forhold til den tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, journalister og familiemedlemmer. Denne sag er langt mere omfattende end den mod Claus Hjort.

Findsen-sagen blev for nylig af Højesteret flyttet fra Københavns Byret til Retten i Lyngby. Her har man tilsyneladende endnu ikke fastsat datoer til hovedforhandlingen. Men åbenbart skal der findes 28 retsdage i kalenderen.

/ritzau/

Andre læser også