AVIZ

Særligt Sydjylland og Fyn ramt af skader fra mandagens uvejr

Voldsomt vejr er varslet på Sjælland
Voldsomt vejr er varslet på Sjælland (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Hos Topdanmark og Alm. Brand, der også omfatter Codan og Privatsikring, har man fået over 400 anmelder, oplyser de to selskaber.

Det er særligt kunder fra det sydlige Jylland og Fyn, der hiver fat i deres forsikringsselskab, oplyser Topdanmark og Alm. Brand.

– Vi har tirsdag morgen rundet 250 anmeldelser i Topdanmark, og vi forventer fortsat travlhed ved telefonerne og online, siger boligchef i Topdanmark Helene Ibsen tirsdag morgen.

– Skadesanmeldelserne kommer primært fra Region Syddanmark, som udgør størstedelen af alle skader. Vi kan se, at især Kolding, Odense og den nordlige del af Fyn har været hårdt ramt af voldsomt vejr.

Ifølge Topdanmark er skaderne ofte relateret til vand, der er steget op fra fyldte kloaker. Derudover har den jorden haft svært ved at absorbere de store mængder vand efter en tør periode.

– Geografisk har vi især set skader i et bælte fra vest mod øst fra Billund over Nordfyn til det sydlige Sjælland, siger skadesdirektør for bygning og løsøre i Alm. Brand Group Peter Mathisen.

Alm. Brand har registreret “nogle anmeldelser” i området omkring hovedstadsområdet, mens det umiddelbare billede hos Topdanmark er, at boligerne i København er sluppet billigere end frygtet fra uvejret.

Til sammenligning meldte Tryg og Alm. Brand Group om cirka 700 anmeldelser efter stormen Otto i februar. Tidligere har stormene Allan og Bodil medført omkring 45.000 anmeldelser.

/ritzau/

Andre læser også