AVIZ

Russiske fly skyder attrapfjender ned over Østersøen

View from USAF MQ-9 drone during incident over Black Sea
View from USAF MQ-9 drone during incident over Black Sea (U.s. European Command/Reuters)

Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters på beskedtjenesten Telegram.

– Besætninger på Su-27 (en slags kampfly, red.) fra Østersøflåden skød fra luftbårne våben mod krydsermissiler og attrapper af fjendtlige fly, lyder det fra ministeriet.

– Øvelsens primære formål er at afprøve besætningernes parathed til at komme i kamp og udføre specialoperationer.

Ud over det, skriver ministeriet, er kampflypiloter på vagt i døgndrift for at beskytte luftrummet over den russiske enklave mod Østersøen, Kaliningrad.

Videoen på forsvarsministeriets telegramkanal viser flyene, som går i luften. De viser også flyteknikere, der går rundt og inspicerer de russiske Su-27-kampfly, og en tekniker, som efterser missilerne på flyene.

Flyveøvelsen sker, få uger inden stats- og regeringschefer fra Nato-landene den 11. og 12. juli indfinder sig til topmøde i den litauiske hovedstad, Vilnius. Her er det netop Ruslands aggressioner, der er på programmet.

Der var tirsdag klokken 06.00 ikke meldinger om, at Rusland havde krænket dansk luftrum. Det ville ellers ikke være første gang, skulle det ske.

Så sent som i april sidste år blev den russiske ambassadør i Danmark kaldt til møde i Udenrigsministeriet, efter at russiske kampfly havde krænket dansk luftrum omkring Bornholm. Det samme skete i juni året forinden.

I april sidste år krænkede russiske fly også svensk luftrum kortvarigt.

– Vi skal stå sammen med vores naboer om vores fælles værdier og sikkerhed, sagde den daværende forsvarsminister, Morten Bødskov (S), i den forbindelse.

Når fly krænker dansk luftrum sender Forsvaret sit afvisningsberedskab afsted. Langt de fleste gange til Østersøen.

/ritzau/

Andre læser også