AVIZ

Russisk minister manglede papirer og blev nægtet adgang til Danmark

Martin Sylvest

Han blev mandag afvist i Kastrup Lufthavn, da han skulle deltage i et møde i regi af verdenssundhedsorganisationen WHO.

Det bekræfter Københavns Politi torsdag.

– Københavns Politi kan bekræfte, at en russisk statsborger mandag blev afvist i lufthavnen, da han ikke var i besiddelse af anerkendte rejsedokumenter, lyder det fra politiet.

Den russiske ambassade i Danmark krævede en undskyldning fra Danmark, da nyheden kom ud tirsdag.

– De danske myndigheder overtrådte på det groveste deres forpligtigelse til at sikre uhindret adgang til arrangementer i Danmark for officielle repræsentanter for WHO’s medlemslande.

– Ambassaden vil kræve en forklaring og undskyldning fra de danske myndigheder, skrev den russiske ambassade på Facebook.

WHO’s regionalkontor for Europa ligger i København, der tirsdag til torsdag er vært for en regionalkonference, som viceministeren skulle deltage i.

På mødet skulle parterne blandt andet arbejde på implementeringen af en fem års plan for adfærdsmæssige og kulturelle indsigter for sundhed.

Den blev vedtaget af medlemslandene i september 2022.

Det er første gang, netværket mødes ansigt til ansigt, og emnet betegnes af WHO som et af de mest betydningsfulde.

I starten af september lød det, at antallet af medarbejdere på den russiske ambassade i Danmark bliver reduceret. Den skal fremover svare til størrelsen på bemandingen på Danmarks ambassade i Rusland.

Det skyldes ifølge Danmark, at Rusland har forsøgt at få visa til efterretningsofficerer.

Det betyder, at der bliver sendt ti diplomater hjem fra ambassaden.

Reduktionen skal være gennemført senest 29. september.

/ritzau/

Andre læser også