AVIZ

Russer anklaget for plan om milliardsvindel mod Nationalbanken

Nationalbanken offentliggør analysen Finansiel Stabilitet
Nationalbanken offentliggør analysen Finansiel Stabilitet (Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)

Den 53-årige russer har siddet varetægtsfængslet siden 22. oktober, hvor han blev fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret. Han nægter sig skyldig.

Her forklarede han sig over for dommeren. Men af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen bestemte dommeren, at det skulle ske for lukkede døre. Og hvad der blev sagt er derfor uvist.

Manden har imidlertid ikke formået at overbevise anklagemyndigheden i København om sin uskyld, og han er nu tiltalt for forsøg på groft bedrageri.

Manden er tiltalt for at have sendt mails til Nationalbanken og for at være mødt op i bankens midlertidige domicil på Langelinie i København. Her fortalte han, at han repræsenterede selskabet Bollington Investments S.R.O.

I anklageskriftet, som Ritzau har fået en kopi af, er det på grund af de gældende regler om anonymisering af retsdokumenter streget ud, hvem russeren henvendte sig til.

Men ved grundlovsforhøret kom det frem, at der blandt andet var sendt mails til chefjurist Niels Christian Andersen og til Karsten Biltoft. Sidstnævnte har tidligere været vicedirektør i Nationalbanken, men på gerningstidspunktet var han skiftet til en stilling som direktør for Finansiel Stabilitet.

I skrivelserne til banken skulle manden have påstået, at Bollington Investments havde indgået en deponeringsaftale med Nationalbanken, lyder det i anklageskriftet.

Det skulle fremgå, at aftalen drejede sig om 3,5 milliarder amerikanske dollar. Banken skulle desuden have bekræftet at have modtaget beløbet. Men ifølge anklagemyndigheden er der tale om falske dokumenter, og russeren er således også tiltalt for dokumentfalsk af særlig grov karakter.

Da manden i efteråret blev varetægtsfængslet, var anklagemyndighedens begrundelse for at kræve lukkede døre, at man ikke vidste, om han kunne have medskyldige på fri fod.

Det er imidlertid alene kun den 53-årige, der er under anklage, og i anklageskriftet er der ikke nævnt andre navne end hans.

Sagen er endnu ikke berammet ved Københavns Byret.

/ritzau/

Andre læser også