Rusland har mandag sendt en af sine hidtil største sværme af droner mod Ukraine.
I alt har 60 droner angrebet mål i Ukraine, siger borgmesteren i hovedstaden Kyiv, Vitalij Klytjko.
36 af dem var rettet mod Kyiv, siger han, men alle blev skudt ned.
Vragrester af de iranskproducerede droner ramte flere bygninger og har såret fem mennesker alene i hovedstaden.
Eksplosioner fra nedskydningerne kunne høres i Kyiv det meste af natten.
I havnebyen Odesa i det sydlige Ukraine blev et Røde Kors-lager fyldt med mad ramt af en drone. Her blev tre mennesker såret, oplyser lokale myndigheder.
Efter at luftalarmerne natten igennem havde lydt i flere timer i omkring to tredjedele af Ukraine, begyndte flere ukrainske medier at melde om eksplosioner i den sydlige region Kherson og i Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine.
Angrebene finder sted, dagen inden Rusland fejrer årsdagen for sejren over Nazityskland under Anden Verdenskrig.
Ukraine markerede sejren over nazisterne mandag i stedet for tirsdag – endnu et brud med en af de traditioner, de to lande hidtil har været fælles om. I stedet er datoen nu den samme som for flere allierede vestlige lande.
I en meddelelse sammenligner præsident Volodymyr Zelenskyj de russiske styrker med nazisterne.
– Ondskaben er desværre vendt tilbage. Som ondskaben for 80 år siden stormede vores byer og landsbyer, gør den det også nu. Som den dræbte vort folk dengang, gør den det også nu, skriver han på Twitter.
– Selv om det nu er en anden aggressor, er målet det samme – slavegørelse eller ødelæggelse.
Mens Rusland markerer dagen med en militærparade i Moskva, hvor præsident Vladimir Putin ventes at holde en tale, får Zelenskyj besøg af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Besøget understreger den fortsatte europæiske støtte til Ukraine og det ukrainske ønske om optagelse i EU.
Den ukrainske general Oleksandr Syrskyj sagde søndag, at Ukraine vil forhindre Rusland i at erklære sejr i byen Bakhmut på årsdagen tirsdag.
Siden i sommer har russiske styrker forsøgt at få kontrol med byen, men foreløbig har de ukrainske styrker i det store hele holdt stand.
/ritzau/Reuters
Andre læser også