AVIZ

Rusland er tæt på at omringe Bakhmut efter måneders kampe

UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR
UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR (Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix)

Den belejrede østukrainske by har været centrum for voldsomme kampe i mange måneder og lader til at være et vigtigt mål for Rusland, som forsøger at vinde den første større sejr i omkring et halvt år.

Russiske soldater og lejesoldater har fredag beskudt flere af ruterne ud af byen med artilleri.

Ifølge lederen af den private hær Wagner-gruppen er byen næsten totalt omringet. Kun en rute er åben for Ukraine ifølge Wagner-lederen.

Nyhedsbureauet Reuters har observeret intens beskydning af flere veje, som fører ud af byen i vestlig retning.

En bro i den nærliggende by Khromove er også blevet beskadiget.

– Enheder fra militærgruppen Wagner har praktisk talt omringet Bakhmut, siger Wagner-leder Jevgenij Prigozjin.

Hans udtalelse kommer i en video, som er optaget på et tag i en landsby omkring syv kilometer fra bymidten. Lokationen har Reuters kunnet fastslå på baggrund af optagelserne.

– Der er kun en vej ud tilbage. Knibtangen er ved at lukke sig, siger Wagner-lederen.

Imens er ukrainske soldater ved at forsøge at udbedre skader på veje til frontlinjen.

Det er et tegn på, at Ukraine ikke har opgivet kampen om byen endnu. Vestpå graver Ukraine nye skyttegrave for at styrke forsvaret.

Volodymyr Nazarenko, som har en ledende stilling i den ukrainske nationalgarde, siger til det ukrainske medie NV Radio, at situationen er “kritisk”.

Der kæmpes angiveligt døgnet rundt.

– De går ikke op i, hvor mange tab de har, når de forsøger at overtage byen ved at storme den. Vores soldaters opgave er at sørge for, at fjenden lider så store tab som muligt. Hver meter ukrainsk land koster fjenden hundredvis af menneskeliv, siger Nazarenko.

– Antallet af russere er for stort til, at vi kan ødelægge dem med den ammunition, vi har, siger han.

/ritzau/Reuters

Andre læser også