AVIZ

Rusland deler billeder af chef for sortehavsflåde efter dødsmelding

Russian Defence Minister Sergei Shoigu chairs a meeting with the leadership of the Armed Forces in Moscow

På billeder ses han tilsyneladende tage del i et videomøde med blandt andre forsvarsminister Sergej Sjojgu og topfolk i den russiske hær.

Mandag hævdede ukrainske specialstyrker, at Sokolov var blandt de døde i et angreb mod flådens hovedkvarter på halvøen Krim i sidste uge.

– 34 officerer blev dræbt, herunder den øverstkommanderende for sortehavsflåden. 105 andre besættere blev såret, skrev specialstyrkerne mandag på flere sociale medier.

Den russiske video og billeder, som er i modstrid med den ukrainske melding, er blevet vist på stats-tv. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere tirsdag afviste talsmand for den russiske regering Dmitrij Peskov at udtale sig om den ukrainske påstand.

Han bad journalister henvende sig til Forsvarsministeriet.

Forsvarsministeriet har ifølge nyhedsbureauet AFP udsendt en meddelelse om mødet uden at nævne Sokolov. Ifølge ministeriet fandt mødet sted tirsdag.

I en otte minutter lang video, som ministeriet senere har delt, kan Sokolov ses flere gange, uden at han taler.

I videoen hævder Sjojgu ifølge Reuters, at over 17.000 ukrainske soldater er blevet dræbt i september.

– De væbnede ukrainske styrker lider enorme tab langs hele frontlinjen, siger han.

– USA og dets allierede fortsætter med at sende våben til Ukraines væbnede styrker, og Kyiv-regimet kaster utrænede soldater ud i et blodbad af meningsløse angreb, fortsætter Sjojgu.

Han hævder, at den ukrainske modoffensiv indtil videre ikke har ført til nogen resultater.

Angrebet på flådehovedkvarteret i Sevastopol på Krim har vakt stor opsigt. Der har været flere angreb mod havnebyen i løbet af de seneste måneder.

/ritzau/

Andre læser også