AVIZ

Rungsted hyrer Esbjergs tidligere mestertræner

Frederikshavn White Hawks - Esbjerg Energy, kvartfinale i Metalligaen, ishockey,
Frederikshavn White Hawks - Esbjerg Energy, kvartfinale i Metalligaen, ishockey, (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

En gammel kending af landets ishockeyliga vender tilbage til Danmark.

I den kommende sæson skal canadiske Mark Pederson stå i spidsen for spillerne fra Rungsted Seier Capital.

Det har klubben afsløret på sin hjemmeside onsdag.

Mark Pederson var fra 2013 til 2020 særdeles succesfuld som træner for Esbjerg Energy.

Han førte klubben i DM-finalen tre år i træk, og i to af finalerne endte det med guldmedaljer.

– Vi har holdt adskillige møder med Mark, og vores tilgang til ishockey matcher meget fint. Der har været adskillige kandidater på bordet, men vi synes, at Mark med sin erfaring og gode menneskelige egenskaber er det helt rigtige valg, siger sportschef Morten Hagen.

Rungsted Seier Capital har været gennem en skuffende sæson i Metal Ligaen.

Klubben sluttede næstsidst i grundspillet og røg ud i første hug, da slutspillet blev indledt med kvartfinaler mod Aalborg Pirates.

I løbet af sæsonen blev den tidligere mestertræner Erik Hjalmarsson fyret og erstattet af den tidligere norske landstræner Roy Johansen, som dog ikke fik sat tilstrækkelig skik på tropperne.

Mark Pederson har fået en etårig kontrakt hos Rungsted Seier Capital.

/ritzau/

Andre læser også