AVIZ

Rockwool bliver i Rusland – men salget falder

Eksteriør af Rockwool
Eksteriør af Rockwool (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Her gik salget i Østeuropa, der inkluderer Rusland, tilbage med 22 procent sammenlignet med første kvartal i 2022.

Det viser Rockwools kvartalsregnskab, som er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag.

Ifølge selskabet var tilbagegangen især drevet af en tilbagegang i Rusland og Polen. Rockwool offentliggør ikke salgstal for de enkelte lande.

Samlet havde selskabet en omsætning på omkring 6,4 milliarder kroner. Det er omkring seks procent mindre end året før.

– Som forventet er den negative tendens, vi oplevede i slutningen af sidste år, fortsat ind i første kvartal, med lav byggeaktivitet – bredt i boligsektoren og mere selektivt på det kommercielle område, siger Rockwool-chef Jens Birgersson i en kommentar til regnskabet.

Trods et faldende salg tjente selskabet mere i årets første tre måneder end i første kvartal sidste år.

Efter skat lød Rockwools indtjening på 580 millioner kroner mod 470 millioner kroner i 2022.

Rockwool har som en af få større danske selskaber ikke trukket sig ud af Rusland efter den russiske invasion af Ukraine i februar sidste år.

I forbindelse med årsregnskabet for sidste år, som blev offentliggjort i februar, beskrev ledelsen det som værende “den mindst dårlige mulighed” at blive i Rusland.

Rockwools topchef, Jens Birgersson, har dog tidligere erklæret, at der er ting, der ville kunne få Rockwool til at forlade Rusland. I februar i år sagde han til Børsen:

– Der er selvfølgelig nogle røde streger som for eksempel et atomangreb og krig på grund af Nato-ekspansion. Der er flere røde streger, og vi har aldrig sagt, at vores beslutning om at blive i Rusland gælder i alle situationer.

/ritzau/

Andre læser også