AVIZ

Rockwool afviser at have brudt russiske sanktioner

Eksteriør af Rockwool
Eksteriør af Rockwool (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Det skriver Rockwool på sin hjemmeside.

– Rockwool har ikke og har ikke haft et kundeforhold til den russiske regering og det russiske militær i perioden fra annekteringen af Krim i 2014 og frem til i dag, skriver selskabet.

– Vi har overholdt – og vedbliver med at overholde – alle Rusland-relaterede sanktioner både efter annekteringen af Krim i 2014 og invasionen af Ukraine i februar 2022.

Fredag kunne Danwatch og Ekstra Bladet beskrive, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter til skibsværfter, der udfører ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.

Men selskabet understreger, at man ingen kontrol har over, hvem slutbrugerne er.

– Da vi globalt er markedsleder inden for stenuldsindustrien, er vores produkter bredt tilgængelige på en lang række markeder, inklusive Rusland. Her er de i mange år blevet solgt gennem en bred vifte af distributører.

– Derfor ved Rockwool ikke og har ingen kontrol over, hvem alle slutbrugere er. Dette er ikke specifikt for Rusland, men snarere et resultat af, hvordan markedet fungerer i de fleste lande, også Danmark, lyder det videre.

I denne uge har Erhvervsstyrelsen gjort det klart, at man ønsker at igangsætte en undersøgelse af selskabet.

Man vil undersøge, om Rockwool har brugt regler om dual-use, som omhandler produkter, der kan bruges både civilt og til militære formål.

Ifølge Rockwool er stenuld, som selskabet producerer, ikke kategoriseret som et dual-use-produkt.

Rockwool er et af de danske selskaber, som har valgt ikke at sælge sine russiske aktiviteter. Senest har ledelsen beskrevet det som “den mindst dårlige mulighed”.

/ritzau/

Andre læser også