AVIZ

Rigsarkivet vil gemme Aula-beskeder mellem lærere og forældre

Aula

Det mener Rigsarkivet, der har underskrevet en bekendtgørelse, som vil gemme kommunikationen på Aula.

Det skriver Ekstra Bladet.

Beslutningen har fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) op i det røde felt.

Rigsarkivet er en selvstændig institution under Kulturministeriet, så ministeren var ikke bekendt med sagen.

Han reagerede med “vantro”, da Ekstra Bladet ringede, og han vil tage en alvorssnak med Rigsarkivet.

– Det er et stort indgreb i privatlivets fred. Den kommunikation er mellem forældre og skolen, siger han til mediet.

Ministeren ser ikke nogen stor historisk værdi i at gemme data fra Aula.

Tværtimod ligner det et meget dyrt projekt uden stor samfundsværdi, siger han.

Rigsarkivet forsikrer om, at privatlivet vil blive respekteret.

Det er kun børnene og deres forældre, der har ret til oplysninger om dem selv fra Aula, indtil materialet er 75 år.

Man kan dog få adgang til forskningsformål, men i de tilfælde vil personoplysninger være anonymiseret.

Rigsarkivet står også fast på, at beskederne har historisk værdi.

– Rigsarkivet har til formål at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder, skriver enhedschef for indsamling og bevaring i Rigsarkivet, Mette Hall-Andersen, til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Andre læser også