AVIZ

Republikanerne mødes næste uge for at pege på ny formand

Motion to vacate the chair of House Speaker Kevin McCarthy and end McCarthy''s continued leadership as Speaker of the House passes in Washington

Det fortæller flere republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Onsdag 11. oktober forventes Repræsentanternes Hus at stemme om den nye formand.

Tirsdag aften blev den forhenværende republikanske leder Kevin McCarthy væltet ved en afstemning, hvor flere af hans partifæller stemte for hans afgang.

Kevin McCarthy kunne i teorien vælge at genopstille. Det har han dog ikke i sinde at gøre, annoncerede han kort efter afstemning.

Republikanernes Patrick McHenry, der er valgt i delstaten North Carolina, er nu konstitueret formand.

Det var McCarthys republikanske partifælle Matt Gaetz, der havde fremsat et forslag om at fjerne 58-årige McCarthy som formand.

Gaetz og andre republikanere på højrefløjen er utilfredse med McCarthy, der for nylig indgik en aftale med Demokraterne om et midlertidigt budget.

Manden bag afstemningen lader til at være godt tilfreds med resultatet. Han siger ifølge CNN, at der var brug for at gøre op med McCarthys linje, så “vi kan vælge en formand, som er bedre”.

Gaetz er valgt i delstaten Florida og kommer fra det yderste højre.

Amerikanske medier spekulerer i, hvem McCarthys efterfølger kan ende med at blive. Øverst på Reuters’ liste står Steve Scalise, som Matt Gaetz’ allerede har udtrykt sin støtte til.

Et andet emne er Tom Emmer, som stod i spidsen for republikanernes kampagne under midtvejsvalget sidste år. Her vandt partiet magten over Joe Bidens demokratiske parti i huset.

Også Donald Trump nævnes som et muligt bud. Ifølge den amerikanske forfatning kræver det ikke, at formanden selv er medlem af Repræsentanternes Hus. Det er der dog tradition for.

Trump-støtter peger på ekspræsidenten, som selv har sagt, at han ikke er interesseret. Han har da også rigeligt at se til.

Trump fører lige nu valgkamp for at blive partiets kandidat ved præsidentvalget i 2024, mens også flere straffesager hænger over hovedet på ham.

/ritzau/

Andre læser også