AVIZ

Region undersøger seks ansatte for kig i journal i bortførelsessag

COVID-19: Pressemøde i Region Sjælland
COVID-19: Pressemøde i Region Sjælland (Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Seks medarbejdere i Region Sjælland mistænkes for uberettiget at have forsøgt at læse patientjournalen tilhørende en 13-årig pige, der ifølge politiet blev bortført og udsat for overgreb i weekenden.

Det oplyser regionsrådsformand Heino Knudsen (S) til DR.

– Indtil videre drejer det sig om seks uberettigede opslag. Det er det, vi ved indtil nu.

– Vi undersøger alle opslag helt til bunds, og det er vigtigt at understrege, at der også er opslag i journalen, som er helt berettigede og nødvendige for de undersøgelser og den behandling, man har skullet lave, siger han til DR.

Onsdag aften blev det offentligt kendt, at et antal medarbejdere var blevet hjemsendt i Region Hovedstaden samt Region Sjælland.

Det er de blevet, mens det undersøges, om de har kigget i journalen af faglige grunde og altså har været berettiget til det. Det oplyste Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Regionerne har hidtil ikke villet oplyse, hvor mange medarbejdere det drejer sig om, eller hvilke hospitaler de er ansat på.

Ud over de seks ansatte i Region Sjælland, er tre medarbejdere på Rigshospitalet, der er blevet undersøgt, ikke længere mistænkt. De er tilbage på arbejde.

Den 13-årige blev ifølge politiet bortført og udsat for overgreb i weekenden. Efter at hun blev fundet søndag, blev hun undersøgt på Rigshospitalet.

Torsdag oplyser hospitalets direktør, Rasmus Møgelvang, at de medarbejdere, der har været inde og kigge på journalen, ikke nødvendigvis har kunnet læse, hvad der står.

Det skyldes, at det kun personer, der er ansat på den specifikke afdeling på Rigshospitalet, hvor pigen blev undersøgt, som kan læse den.

– Andre ansatte har godt kunne søge journalen frem, men ikke læse den, sagde Rasmus Møgelvang til TV 2 torsdag morgen.

Til DR siger Heino Knudsen til gengæld, at de seks medarbejdere i Region Sjælland, som undersøges, har kunnet læse i pigens journal.

Han ser med stor alvor på sagen og siger, at medarbejderne i sidste ende kan miste deres arbejde. Regionerne er også i dialog med politiet og overvejer, om der er grund til at politianmelde en eller flere episoder.

Hele forløbet bliver nu kortlagt, siger Heino Knudsen. Han vil derfor ikke vil gå nærmere ind i det, da han bliver spurgt, hvorfor der ikke er en form for sikring på journalen i en sådan sag.

I en mail til Ritzau skriver Region Nordjylland, at de ikke har ansatte, som kan komme ind på patientsystemet Sundhedsplatformen, der bruges på Sjælland.

I Region Midtjylland har de ansatte ikke adgang til patientsystemet, og i Region Syddanmark har de ansatte ikke direkte adgang til Sundhedsplatformen.

– For at søge en patient frem, skal man enten kende patientens cpr-nummer, eller man kan søge patient frem via navn og adresse, skriver regionen i en mail.

Det betyder, at det er højst usandsynligt, at medarbejdere i regionen har haft adgang til den 13-årig piges journal, lyder det videre.

/ritzau/

Andre læser også