AVIZ

Regeringen vil straffe vildledende markedsføring med fængsel

Storstrøm Fængsel.
Storstrøm Fængsel. (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det er indholdet af et lovforslag, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) onsdag fremsætter i Folketinget.

Baggrunden for forslaget er, at Forbrugerombudsmanden gennem flere år har oplevet virksomheder, der systematisk har overtrådt reglerne om vildledende markedsføring.

I januar 2022 blev bødeniveauet for overtrædelser af markedsføringsloven hævet.

Nu vil regeringen altså indføre fængselsstraf som yderligere et redskab til bekæmpelse af vildledende markedsføring.

Det vil være nogle få, meget grove sager, hvor fængselsstraf kan komme på tale, vurderer kontorchef Susanne Aamann, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

– Langt de fleste sager løses, ved at Forbrugerombudsmanden indskærper lovgivningen over for virksomheden.

– Det her er tænkt som et redskab i nogle få sager – Forbrugerombudsmanden vurderer op til tre om året – hvor vi ser virksomheder, der med vilje og fuldt overlæg vildleder forbrugere, siger kontorchefen.

Det er styrelsen, der har stået for det lovforberedende arbejde i forbindelse med lovforslaget.

I bemærkningerne til lovforslaget er nævnt et stigende antal henvendelser fra forbrugere, der bliver ringet op af selskaber, uden at de har bedt om det.

I 2020 modtog Forbrugerombudsmanden i alt 1030 klager over uanmodede telefoniske henvendelser.

Eksempelvis fra selskaber, der ville overtale forbrugerne til at skifte elselskab.

– Der har været eksempler på elmarkedet, hvor selskaber ringer op til folk uden samtykke og giver udtryk for, at de samarbejder med kundens nuværende elselskab, og hvor de så prøver at få forbrugeren til at skifte elselskab.

Selv om de involverede selskaber er politianmeldt, er overtrædelserne i flere tilfælde alligevel fortsat.

– Det kan være sådanne sager, hvor den her straf kan komme på tale, siger Susanne Aamann.

Det vil dog i alle tilfælde være retten, der skal vurdere, om overtrædelsen er så alvorlig, at der skal udmåles en fængselsstraf.

Lovforslaget skal nu behandles i Folketinget.

Forventningen er, at det kan vedtages og træde i kraft med virkning fra 1. juli 2023.

/ritzau/

Andre læser også

Derfor er bilservice vigtigt

    Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
    Læs mere

    Få styr på dit hjemmekontor

      Sponsoreret indlæg Mange mennesker har efter corona-pandemien fundet ud af, at det kan være fornuftigt at have et hjemmekontor. Hvis du føler, at du ofte kan koncentrere dig bedst hjemmefra [...]
      Læs mere