AVIZ

Første rapport om biodiversitet viser vejen til naturpositive investeringer

Første rapport om biodiversitet viser vejen til naturpositive investeringer
Første rapport om biodiversitet viser vejen til naturpositive investeringer

Pressemeddelelse

14.3.2023 11:33:35 CET | PensionDanmark

Genopretningen af naturen og biodiversiteten har været underbelyst i indsatsen for grøn omstilling. Men Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab, PensionDanmark, handler nu til fordel for naturen ved at offentliggøre branchens første rapport om biodiversitet.

Hos PensionDanmark er det nye strategiske fokus på biodiversitet mere end foreneligt med det klare formål at skabe værdi for PensionDanmarks 815.000 medlemmer ved at levere gode og langsigtede afkast fra investeringer i ejendomme.

”For PensionDanmark er det en forudsætning, at virksomheder har en klar strategi om at forpligte sig til at bidrage positivt til biodiversitet, hvis de fremadrettet vil udgøre en langsigtet og rentabel investeringscase. Biodiversitet bliver et væsentligt konkurrenceparameter på lige fod med klima, og der er derfor et kæmpe potentiale i at indtænke det i vores ejendomsinvesteringer, siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Kun det første skridt af mange

Rapporten kortlægger påvirkningen af naturen fra seks byudviklingsprojekter, hvor PensionDanmark er bygherre. Da der ikke er hverken danske eller internationale standarder for afrapportering omkring biodiversitet, har PensionDanmark udviklet en metode baseret på en række biodiversitetsmål inspireret af videnskabelige anbefalinger og på DGNB’s krav for at opnå bæredygtighedscertificering.

Rapporten om biodiversitet bliver kun første skridt i en progressiv udvidelse af PensionDanmarks forpligtelse til indsats for at genoprette naturen. PensionDanmark vil i 2023 også kortlægge påvirkningen af biodiversitet i eksisterende ejendomme, mens flere nye redskaber skal sikre, at PensionDanmark understøtter udvikling i biodiversitet i færdigetablerede projekter.

”Vi er godt på vej, men langt fra i mål. PensionDanmark udbreder derfor også indsatsen ved at stille krav om handling til fordel for naturgenopretning hos de selskaber, som vi investerer i,” siger Torben Möger Pedersen.

Fakta: Rapport om biodiversitet

PensionDanmark rapporterer som de første i branchen på biodiversitetsindvirkningen fra seks projekter for udvikling af ejendomme og bydele.

I mangel på internationale standarder foretages rapportering med en metode, som PensionDanmark har udviklet i samarbejde med SLA, Andel og Aaen Engineering.

Metoden er baseret på en række biodiversitetsmål, inspireret af videnskabelige anbefalinger samt DGNB’s bæredygtighedscertificeringskrav.

Resultaterne for de seks projekter viser, at PensionDanmark, baseret på afrapporteringen fordelt på seks indikatorer for blandt andet kronedække, beskyttet natur og artsdiversitet, er på rette vej til at opnå målsætningen om samlet set at være Nature Positive by 2030.

Fakta: PensionDanmarks indsats for biodiversitet

PensionDanmarks fokus på biodiversitet tog for alvor fart i 2021 med tilslutningen til Finance for Biodiversity Pledge, hvor en række danske og internationale, institutionelle investorer forpligtede sig til at beskytte og genoprette biodiversitet gennem finansieringsaktiviteter og investeringer.

I maj 2022 lancerede PensionDanmark den første biodiversitetsstrategi (LINK til strategi) og forpligtede sig til, at investeringer i byområder og nybyggerier samlet set skal levere et positivt bidrag til biodiversiteten senest i 2030.

PensionDanmark har i 2022 fastlagt en investeringsnøgle for grundkøb, der skal sikre, at retningslinjerne i EU’s taksonomiforordning følges, så der primært investeres i arealer med lav biodiversitet.

I 2023 følger også en indsats for biodiversiteten i eksempelvis eksisterende ejendomme og flere nye redskaber, som skal sikre, at PensionDanmark understøtter udvikling i biodiversitet i færdigetablerede projekter. Det indebærer også indsatser, der engagerer beboerne i plejeindsatsen, så naturen bliver kilde til fællesskab.

Rapport om biodiversitet

Læs PensionDanmarks strategi for biodiversitet

Andre læser også