En stor del af dødsfaldene blandt de russiske styrker er ikke direkte relateret til kampe mod ukrainerne, men skyldes forkert håndtering af våben, trafikulykker og forfrysninger.
Det britiske forsvarsministerium henviser til en rapport på tv-stationen Telegrams nyhedskanal. Rapporten handler om “et meget stort antal hændelser”, hvor russiske soldater er døde eller kommet til skade som følge af alkohol.
– Mens op mod 200.000 russere er blevet såret eller dræbt under landets invasionskrig i Ukraine, så er et betydeligt mindretal af disse blevet såret eller dræbt af andre årsager end kamp, hedder det i den britiske rapport.
Ifølge den russiske tv-station er tallet “ekstremt højt”.
Meget tyder på, at Rusland snart kommer til at fjerne den øverstbefalende for invasionsstyrkerne i Ukraine, Valerij Gerasimov, skriver den amerikanske tænketank Institute for the study of war (ISW).
Ifølge ISW er det ikke lykkedes for Gerasimov at indfri forventningerne om, at få militæret til at nå et erklæret mål om at indtage Donetsk og Luhansk inden udgange af marts.
Gerasimov blev i januar indsat på sin post efter Sergej Surovikin som øverstbefalende i Ukraine.
Den forventede levealder i Rusland er i dag på niveau med levealderen i det fattige og katastroferamte Haiti, og en demografisk tragedie i det store land er taget stadig mere til under præsident Vladimir Putin.
Krig, pandemi, alkoholmisbrug og masseudvandring har de seneste tre år medført, at Rusland har mistet to millioner flere mennesker end normalt.
Den forventede levealder for 15-årige russiske drenge er faldet med fem år i dette årti og ligger på samme niveau som i Haiti, et land præget af ekstrem fattigdom, naturkatastrofer og bandevold, skriver The Economist.
Russiske mænd dør ifølge officiel statistik seks år tidligere end mænd i Bangladesh og 18 år tidligere end mænd i Japan.
Og kønsbalancen bliver stadig mere skæv, når unge mænd enten dør i krig eller flygter fra landet. Fødselstallene er i forvejen rekordlave. I april 2022 var antallet af fødte russere nede på samme niveau, som under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.
Der er i dag 10 millioner flere kvinder end mænd i Rusland.
/ritzau/dpa
Andre læser også