AVIZ

Putin talte på stadion om russiske helte ved fronten

RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-CONCERT-PUTIN
RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-CONCERT-PUTIN (Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix)

Ved et stort møde i Moskva onsdag, hvor titusindvis af mennesker var samlet på et stadion, hyldede præsident Vladimir Putin russiske soldater, som kæmper i Ukraine.

Putin fik folkemængden til taktfast at råbe “Rusland, Rusland” for at vise deres støtte til dem, som ifølge den russiske leder “kæmper for fædrelandet”.

Folkemængden på Moskvas Luzhniki Stadion, som har plads til 81.000 mennesker, viftede med hvide, blå og røde russiske flag og lyttede til patriotiske sange, inden Putins ankomst.

– De kæmper heroisk, modigt og tappert. Vi er stolte over dem, sagde Putin ved begivenheden, som fandt sted under titlen “Hæder til dem, der forsvarer Fædrelandet”.

Begivenheden fandt sted op til den 23. februar, som er en traditionel minde- og festdag for dem, som gør tjeneste i Ruslands væbnede styrker.

– I dag er vi samlet her med støtte fra hele landet, sagde Putin med henvisning til de russiske styrker i Ukraine.

Han tilføjede, at han netop var blevet briefet om situationen ved fronten.

– Nå vi står sammen, er der ingen, som kan overgå os. Æret være det russiske folks sammenhold.

Kreml omtaler krigen som en “speciel militær operation”, der skal beskytte Ruslands egen sikkerhed mod en frygtet konfrontation med Vesten.

/ritzau/Reuters

Andre læser også