AVIZ

Putin i tale om uro: Det er en kniv i ryggen

Russian President Vladimir Putin gives a televised address in Moscow
Russian President Vladimir Putin gives a televised address in Moscow (Kremlin.ru/Reuters)

Det siger han i en tale til nationen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Vi vil svare hårdt igen, siger Putin ifølge Reuters.

Han erklærer, at han vil gøre alt, hvad han kan for at beskytte Rusland og forfatningen.

Ifølge det britiske medie BBC siger Putin i sin tale, at nogle russere er blevet “narret ind i et kriminelt eventyr”. Men uden specifikt at nævne Wagner-soldaterne.

Han nævner heller ikke gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, direkte. Men ifølge BBC siger Putin, at “nogle personers høje ambitioner” har ført til “højforræderi”.

Putin siger, at “de, der bevidst fortsætter ad forræderiets vej” eller “forbereder væbnet oprør”, vil blive straffet.

Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, sagde tidligere lørdag morgen, at han og hans soldater har indfundet sig på det russiske forsvars distriktshovedkvarter i den sydrussiske by Rostov.

Prigozjin hævder desuden, at samtlige militære lokationer i Rostov er under Wagner-gruppens kontrol.

– Situationen i Rostov-on-Don er fortsat vanskelig under den væbnede opstand, siger Putin i sin tale.

– I Rostov er arbejdet med civil og militær administration dybest set blokeret, lyder det fra præsidenten ifølge det amerikanske medie CNN.

Putin afslutter sin tale med at understrege, at “alle nødvendige ordrer er blevet givet” for at håndtere situationen.

Wagner-gruppen beskrives som et netværk af russiske lejesoldater, men det er sparsomt med konkrete oplysninger om gruppen.

Jevgenij Prigozjin har tidligere været en af Putins nærmeste allierede. Han har også haft tilnavnet “Putins kok”.

Den amerikanske regering har beskrevet Wagner-gruppen som en “stedfortræder-styrke” for det russiske forsvarsministerium.

/ritzau/

Andre læser også