Sådan lød det fredag fra den russiske præsident på et økonomisk forum i Sankt Petersborg.
– Atomvåben er fremstillet for at garantere vores sikkerhed i den bredeste forstand og for at sikre eksistensen af den russiske stat. Men vi … har intet sådant behov (for at bruge dem, red.), lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Over for tiltagende meldinger om tilbageslag for sin omfattende krigsmaskine slog Putin yderligere fast, at ukrainerne har “nul chance” mod de russiske styrker.
Han spår samtidig, at Ukraines vestlige opbakning vil falme, og at våbenleverancerne til landet vil stoppe.
Putins postulater om russisk succes kommer i kølvandet på en række ukrainske modangreb, droneangreb i Moskva, indtrængen af proukrainske militser i det sydlige Rusland samt bombardementet af flere russiske grænsebyer.
I samme ombæring bekræftede Putin for første gang, at taktiske russiske atomvåben er blevet leveret til landets tætte allierede Belarus.
– Som I ved, forhandlede vi med vores allierede Lukasjenko (belarusisk præsident Aleksandr Lukasjenko, red.) om at flytte en del af disse taktiske atomvåben til Belarus – det er sket, sagde han ifølge Reuters.
Udstationeringen af atomvåbnene, der potentielt kan bruges på slagmarken, er en advarsel til Ruslands fjender, forklarede han.
Men Putins taktik om at hævde succes og samtidig afvise problemer med det russiske militær eller beskyttelsen af grænsen er ifølge præsidentens kritikere en modsætning, der ikke kommer til at stå tidens prøve.
– Den russiske hær er gået totalt i defensiven, og alle dens bedrifter måles kun ud fra det faktum, at den endnu ikke har trukket sig tilbage særlig meget, skriver den tidligere russiske vicepremierminister og oppositionspolitiker Alfred Kokh i et opslag på Facebook ifølge The New York Times.
– Alt imens han (Putin, red.) forklarer én ting: Det er ikke hans skyld. Det er ukrainernes, Natos, amerikanernes; han blev bare tvunget; det var ikke ham, der angreb; det var nødvendigt.
/ritzau/
Andre læser også